Tørst efter pålidelige ESG-data får revisorer, analytikere og fondsbørsen til at lande nyt initiativ
Birgitte Mogensen, formand for FSR's udvalgsarbejde med ESG og FN's verdensmål.
Foto: PR
Finans Af
Årsrapporten er en af de vigtigste informationskilder for investorer og analytikere, og fremover vil listen over de finansielle nøgletal i rapporten suppleres med 15 nøgletal, der f.eks. fortæller om selskabets klimaaftryk, energiforbrug eller sygefravær.

Initiativet imødekommer den stigende interesse fra investorer og analytikere efter sammenlignelige og konsistente ESG-data (environmental, social og governance), lyder det fra de tre parter bag initiativet – den danske fondsbørs, Nasdaq Copenhagen, de danske revisorer forenet i FSR og Finansforeningen/CFA Society Denmark.

"Vi vil gerne opfordre virksomhederne til at give investorerne og analytikerne en standardiseret måde at definere og vise EGS-data på," siger Birgitte Mogensen, der er formand for FSR's udvalgsarbejde med ESG og FN's verdensmål.

"Det skal ses som en anbefaling, og så ligger den på linje med de andre anbefalinger, vi har om god selskabsledelse," siger hun.

Kvaliteten, sammenligneligheden og pålideligheden i de nuværende ESG-data lever ifølge de tre initiativtagere alt for sjældent op til niveauet for de finansielle nøgletal, derfor håber de tre parter, at initiativet vil blive modtaget og taget i brug.

Ingen ressourcebyrde

Ifølge Birgitte Mogensen vil det ikke kræve ekstra ressourcer for landets største virksomheder at følge den nye anbefaling.

For det første fordi selskaberne med den nye anbefaling nu ikke behøver at definere og udvikle deres egne nøgletal og metoder, og for det andet, vurderer Birgitte Mogensen, at selskaberne allerede ligger inde med de relevante ESG-data.

Hos Carnegie har analysechef Niels Granholm-Leth stået i spidsen for arbejdet med initiativet og han glæder sig over, at efterspørgslen efter ESG-data nu kan imødekommes.

"Flere banker og investeringsselskaber har foretaget deres egne analyser med fokus på ESG, men imidlertid er det kun de største selskaber, der kan stille ESG-data til rådighed for investorer og analytikere, så dette initiativ er en måde at guide flere selskaber til at komme i gang med ESG-rapportering," siger Niels Granholm-Leth, der har en oplevelse af, at mange selskaber har et ønske om at komme i gang.

"Mange ved f.eks. ikke, hvilke data, investorerne gerne vil have, så nu kommer vi med et forslag, og så må selskaberne selv vælge, hvilke, der giver mening," siger han.

Endnu ingen lovkrav

På spørgsmålet om, hvorvidt der burde være lovgivning på området for pålidelige og ensartede ESG-data, ligesom der er lovgivning for rapportering af finansielle nøgletal, svare han:

"I første omgang må vi se, om ikke vi kan få selskaberne til at følge de standarder, der nu er udarbejdet af FN og så må vi få flere med på vognen, for ESG-data er et af de afrapporteringsområder, der er største vækst inden for."

Lanceringen af initiativet offentliggøres til folkemødet fredag formiddag, hvor der er "totalt udsolgt" til arrangementet, hvor initiativet fremlægges, oplyser Niels Granholm-Leth.

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Flyveturen kan optimere din arbejdsindsats

Annoncørbetalt
indhold af Qatar Airways
Cxense Display