Finans Danmark om Nemid-afløser: Der er brug for en makeover
Direktør for digitalisering i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen, glæder sig over den nye aftale med Nets og ser frem til en legitimations-løsning, der passer bedre til fremtiden.
Foto: PR
Finans Af ,
Opdateret og rettet med enkelte ændringer i citater.

Kuglepennene er kørt hen over kontrakten til en værdi af 939 mio. kr., der skal sikre en ny digital legitimations-løsning, når Nemid og nøglekort ikke længere skal være danskernes sikkerhed i finanssektoren og det offentlige.

Mitid skal indfases fra sommeren 2021 og indtil da skal produktet testet af forskellige aktører, blandt andet bankerne selv. 

Finans Danmark, har været i tæt dialog med Digitaliseringsstyrelsen under hele udbudsperioden, hvor bankernes brancheorganisationen har haft mange ønsker til den nye tjeneste.

"På overfladen virker Nemid som et fælles system for den offentlige sektor og bankerne. Men man skal ikke særlig langt ned, før man ser, at det i virkelighedener to forskellige systemer i dag. Det har skabt nogle udfordringer med at få de offentlige systemer til at spille sammen med bankernes," siger Digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen

Havde brug for komplet makeover

Nets, der vandt udbuddet på Mitid, står også for driften af Nemid, men selvom firmaet er det samme, var det ikke en mulighed at videreudvikle Nemid til en fremtidssikret løsning, oplyser både Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen.

 "På overfladen ser det rigtig fint ud, og Nemid virker i rigtig mange forskellige kontekst. Men når man overvejer Nemid, er det ved at være en ældre løsning, og det vi rigtig gerne vil have er en løsning, der får en moderniseret it-arkitektur. Og at det bliver nemmere og billigere at integrere løsningen i sin virksomhed," siger Michael Busk Jepsen og henviser til, at den nye opbygning også vil gøre det nemmere at udvide paletten af ydelser.

"På toppen af løsningen vil man kunne udvikle nogle nye og spændende services. Men vi har vurderet, at vi skal have en grundlæggende makeover i form af en helt ny og tidssvarende løsning, for at det kan lade sig gøre," forklarer han.

Digitaliseringsstyrelsen nikker genkendene til, at der er brug for nye tider hvad angår Nemid, men forsikrer, at det ikke er et spørgsmål om sikkerhed i øjeblikket.

"Der er ikke nogen risici ved at bruge Nemid, men vi vil gerne ændre ved den helt bagvedlæggende struktur af tjenesten, så den bliver lettere at udvikle og tilpasse de trusler, der måske kommer i fremtiden," siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, Adam Lebech.

Stærkere skjold mod kriminalitet

Finansiel kriminalitet har også ligget højt på dagsordenen under udbudsperioden, og i Mitid er der sat krav til en lang række forbedrede sikkerhedsforanstaltninger, lyder det fra Finans Danmark.

"Man skal f.eks. løbende udarbejde en omfattende risiko- og sårbarhedsvurdering af løsningen. Der er også kommet andre nye lovmæssige krav, end der var, da Nemid gik i luften, og så har vi jo bare lært en masse af, at have kørt med Nemid siden 2010, også med hensyn til sikkerhed" siger Michael Busk-Jepsen fra Finans Danmark.

"Cybertruslen er jo blevet større, og der er derfor også stillet krav til leverandøren, hvad angår nogle af de trusler, vi ved er derude. Blandt andet er der stillet krav til, hvordan man vil håndtere truslen fra avancerede hackergrupper," tilføjer han.

"Man skal huske, at det ikke er særlig mange lande, hvor man har et digitalt samarbejde mellem det offentlige og den finansielle sektor på samme måde som vi har i Danmark. Det berører ekstremt mange mennesker, og derefter er det af stor vigtighed."

"Udbud er gået strålende"

Udbuddet for den nye legitimations-løsning blev offentliggjort 20. december 2017 og siden da er antallet af bejlere på udbuddet gået fra ni til tre, der alle har leveret ekstremt professionelle tilbud, ifølge Digitaliseringsstyrelsen.

"I forhold til udbuddets omfang, så har det kørt fuldstændig snorlige. Vi har kun rykket enkelte deadlines meget kort. Når vi har modtaget tilbudsmaterialer på omfang af over 6000 sider ad gangen, er det rigtig godt gået," siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Adam Lebech.

Også den samlede pris på 939 mio. kr. for de 10-12 års udvikling og drift af tjenesten finder vicedirektøren meget tilfredsstillende, på trods af, at man havde lagt et budget for udbuddet på 900 mio. kr. Han henviser til at prisen også dækker de ekstra to år, styrelsen kan vælge at forlænge kontrakten med.

Nets selv vil arbejde på at digitalisere Mitid endnu mere end Nemid var og blandt andet afskaffe det fysiske nøglekort. Der vil stadig være muligheder for at bruge tjenesten for folk med særlige behov.

"Det er en ære for os, at vi er blevet valgt til at udvikle og drive MitID. Nøglen er en vital del af den danske digitale infrastruktur, og senest har danskerne i stor stil taget NemID nøgleapp til sig. Vi ser frem til at bygge videre på vores erfaringer, så vi kan tilbyde en løsning, der rækker mange år frem i tiden", siger vicedirektør i Nets med ansvar for e-security, Martin Holmgaard.


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display