Nordea: Beskyldninger om hvidvask relaterer sig til allerede kendte oplysninger
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scapix
Finans Af
Nordea meddeler mandag aften, at banken har gennemgået nye oplysninger om, at den angiveligt skal have været involveret i mistænkelige transaktioner for omkring 700 mio. euro, som det finske medie YLE tidligere på dagen rapporterede.

I et mailsvar skriver Nordea, at informationen "drejer sig om flere beskyldninger, der allerede er blevet dækket af medierne, og som Nordea tidligere har kommenteret".

Det skriver Bloomberg News.

I mailsvaret skriver banken desuden, at den har gennemgået et stort antal kunderelationer og transaktioner, og at den har "rapporteret til relevante myndigheder, når man har fundet mistænksom adfærd".

- Vi erkender, at vores systemer tidligere måske ikke har været robuste nok til at imødegå denne form for finansiel kriminalitet. For det er vi i sandhed kede af det, skriver banken ifølge Bloomberg News.

YLE skal basere sin viden på et datalæk, som det har fået adgang til via journalistorganisationen Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP).

Også Berlingske Business har fået adgang til denne viden, og ifølge det danske medie er blandt andet Nordeas filial på Vesterport i København under mistanke for at være blevet brugt til mistænkelige transaktioner.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display