Handelsbanken får ny topchef
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Finans Af
Svenske Handelsbanken har ansat ny koncernchef i form af Carina Åkerström.

Det oplyser banken.

Carina Åkerström tiltræder jobbet 27. marts på bankens generalforsamlingen og overtager fra Anders Bouvin, der i oktober meddelte bestyrelsen, at han ønskede at gå på pension til august.

Bouvin har stået i spidsen for den store svenske bank siden 2016, da han trådte til efter danske Frank Vang-Jensen, der nu er chef for privatkundeforretningen i hele Nordea, blev afskediget.

- Jeg er meget glad og stolt over den tillid, som bestyrelsen nu viser mig. Det er en meget flot bank, som jeg har lært at kende godt i løbet af 30 år. Jeg ser virkelig frem til at udvikle banken sammen med alle de fantastiske medarbejdere, siger Carina Åkerström i meddelelsen.

Hun begyndte at arbejde i Handelsbanken i 1986 og har siden 2008 blandt andet været vice-topchef samme sted.

Ifølge Pär Boman, der er bestyrelsesformand for Handelsbanken, er valget af Åkerström oplagt.

- Valget af Carina Åkerström hviler på et meget solidt og stabilt fundament - givet hendes meritter og stærke resultater over lang tid, siger han i meddelelsen.

/ritzau/FINANS


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display