Finans Af
Den amerikanske bank og kapitalforvalter State Street har fredag annonceret planer om at afskedige 1500 medarbejdere, herunder en nedlæggelse af 15 pct. af bankens øverste ledelsesstillinger.

Nedskæringerne skyldes ikke en direkte krise, men blandt andet at automatisering af en række processer medfører effektiviseringer og frigør ressourcer.

State Street oplyser i sit regnskab for fjerde kvartal om en "reduktion af arbejdsstyrken på 6 pct., eller cirka 1500 medarbejder, i høj-omkostningslokationer, da selskabet realiserer fordele fra automatisering og standardiserede globale processer".

State Street regner med underliggende at spare 350 mio. dollar i 2019 på grund af fyringsrunden, omkostningsdisciplin og ændrede processer. Banken tog samtidig en hensættelse i regnskabet fra fjerde kvartal på 223 mio. dollar i forbindelse med afskedigelserne.

State Street kom gennem sit fjerde kvartal med et justeret overskud per aktie på 1,68 dollar, mens omsætningen landede på 2,99 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,67 dollar og en omsætning på 2,96 mia. dollar.

State Street, der vil købe egne aktier for 600 mio. dollar i 2019, oplevede indledningsvist en stigning i aktiekursen mandag på op til 8,4 pct., men er faldet tilbage til et plus på 0,6 pct. efter forsigtige meldinger fra topchef Ronald O'Hanley på en telekonference.

O'Hanley understregede, at 2019 bliver et udfordrende år - også mere udfordrende, end banken oprindeligt havde regnet med.

- Det er klart, at vi er i et usikkert klima. Vi er forsigtige omkring den nærliggende fremtid, og vi er forsigtige med vores omkostninger, kommenterer topchefen til Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler