Retssag om Amagerbanken er tilbage i stærkt slanket udgave
Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix
Finans Af
Det retlige efterspil i sagen om den kollapsede Amagerbankens enorme tab under finanskrisen genoptages mandag i Østre Landsret.

Halvandet år efter et opsigtsvækkende nederlag ved Retten i Lyngby gør staten således endnu et forsøg på at fælde den daværende bankledelse.

I dag er kravet dog noget mere ydmygt end tidligere.

Det statslige oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, måtte overtage Amagerbanken efter finanskrisen. De krævede i byretten en erstatning på 900 millioner kroner. Det krav er nu skrumpet til 375 millioner kroner.

- Ankesagen er skåret væsentligt til, bemærker Finansiel Stabilitets advokat Kim Trenskow mandag i Østre Landsret.

Den markante nedskalering skyldes, at Finansiel Stabilitet i byretten forsøgte at gøre bankledelsen personligt ansvarlig for tre store udlån.

I ankesagen gælder det alene et af engagementerne, det såkaldte Østerfælled-projekt. Idémændene bag det var nogle af finanskrisens markante profiler. Blandt dem var eksbokseren Hans Henrik Palm.

Det ambitiøse ejendomsprojekt er opført på Østerbro i København. Det var vurderet til over 1,5 milliarder kroner, men værdien blev under krisen nedskrevet voldsomt.

I stedet for at trække i bremsen lod Amagerbanken herefter kunderne spekulere i valuta i et forsøg på at dække tabene. På et tidspunkt overtog banken sågar selv valutaspekulationen på kundernes vegne.

Ikke desto mindre afviste Retten i Lyngby påstanden om, at bankledelsen er ansvarlig for tabene.

Det skete med henvisning til princippet om "business judgement". Det dækker over, at der nok - set i bakspejlet - blev truffet forkerte beslutninger, men at de blev taget på et oplyst grundlag og i god tro.

I Østre Landsret er der afsat 25 retsdage frem til udgangen af marts.

Allerede tirsdag kan parterne dog få en fornemmelse af, hvilken vej vinden blæser. Her afsiger Højesteret nemlig dom mod den tidligere ledelse i rigmandsbanken Capinordic Bank.

Det er første gang, at landets højeste domstol behandler en af de store banksager efter finanskrisen. Den generelle vurdering er, at dommen vil signalere, hvilken vej de andre sager vil ende.

- Det er lidt specielt, at vi starter i dag, og at der så kommer en dom i morgen, som kan få betydning her. Men det indretter vi os selvfølgelig efter, siger Finansiel Stabilitets Kim Trenskow i mandagens retsmøde.

/ritzau/

NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Dansk firma slukker ildebrande i Bangladesh

Sponsoreret af
The Trade Council
Cxense Display