Jyske Bank afviser at gå efter dankort for profit
Foto: Arkivfoto/Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Finans Af
Både Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv ærgrer sig over, at Jyske Bank vil dele Visa/Dankort op i to.

De mener, at motivet er, at banken kan tjene flere penge, hvis kunderne i mindre grad bruger det billige dankort.

Banken selv afviser dog kategorisk, at beslutningen er truffet for at øge sin egen profit.

"Det er ikke vores motiv. Kigger man på tværs af alle de betalingsløsninger, vi tilbyder vores kunder, så tjener vi ingen penge. Og det gælder også de andre banker."

"Jeg står 100 procent inde for, at det her ikke sker på baggrund af et økonomisk motiv," siger bankdirektør Peter Schleidt fra Jyske Bank.

"Til gengæld vil jeg sige, at vores kunder går utroligt meget op i at have de muligheder for at betale på den måde, de bedst kan lide. Vi håber selvfølgelig på, at dette her giver dem lyst til at være kunder hos os. Og det tjener vi penge på."

Dankortet blev indført i starten af 1980'erne som en fælles løsning hos bankene, der dermed kunne spare penge på, at de arbejdskrævende kontanter blev brugt mindre.

Dankortet er stadig underlagt offentlig regulering, der bestemmer, hvor meget der må tages i gebyr for at bruge kortet. Reguleringen er mindre stram for internationale betalingskort.

"Vi tror, at kunderne vil være glade for at få valget mellem at bruge visakort eller dankort."

"Kortene kan ikke det samme, så vi synes, det giver mening. Og vi vil gerne give kunderne alle muligheder i forhold til betaling," siger Peter Schleidt.

En del af baggrunden er ifølge Peter Schleidt også, at Visa er på vej med en række nye funktionaliteter, som banken gerne vil tilbyde sine kunder.

"Man kan tilknytte en masse funktioner til et visakort, og dem er vi på vej med. Jeg kan ikke sige hvilke endnu, men der er nogle muligheder i visakort, som der ikke er til dankort."

"Med mindre de bliver udviklet hos Nets, men der er ikke sket så meget udvikling det seneste år," siger Peter Schleidt.

/ritzau/

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



App lader dig afstemme firmaudgifterne i realtid

Annoncørbetalt
indhold af Eurocard
Cxense Display