Peter Straarup stopper i A.P. Møller-bestyrelser
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Opdateret 13:24 med kommentar fra A.P. Møller Holding - Den tidligere topchef i Danske Bank Peter Straarup stopper som bestyrelsesmedlem i A.P. Møller Holding og A.P. Møller Fonden.

Det fremgår af cvr-registret, at den 67-årige Peter Straarup er trådt ud af bestyrelsen i A.P. Møller Holding 31. december 2018.

Han er desuden fratrådt som næstformand for Mærsk-familiens almenfond, hvilket ifølge registret skete den 29. november.

Næstformand siden 2012

Peter Straarup har siddet i bestyrelsen for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, der er hovedaktionær i Mærsk-koncernen, siden sommeren 2012. Næstformandsposten overtog han senere samme år efter Knud Sørensen, der også var Peter Straarups forgænger på posten som topchef i Danske Bank.

I bestyrelsen for A.P. Møller Holding sidder nu Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Lars-Erik Brenøe og Jan Leschly.

I bestyrelsen for A.P. Møller Fonden sidder Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Lars-Erik Brenøe, Johan Uggla, Ove Hornby og Alette Mærsk Mc-Kinney Sørensen.

"Jeg vil gerne takke Peter Straarup for hans betydelige indsats i A.P. Møller Fonden og A.P. Møller Holding i en tid, hvor både Fonden og vores virksomheder har gennemgået store forandringer," lyder det fra Ane M.M. Uggla, formand for A.P. Møller Fonden og A.P. Møller Holding, i en skriftlig udtalelse.

Af meddelelsen til CVR-registret fremgår, at det er Peter Straarup selv, der har valgt at udtræde af bestyrelserne.
NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display