Spar Nord er for stor til at gå ned: Udpeget til systemisk vigtig bank
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Finans Af
Spar Nord er nu blandt de danske pengeinstitutter, som er for store til at fejle - "Too big to fail".

Finanstilsynet meddeler onsdag morgen, at Spar Nord Bank med virkning fra dags dato 2. januar 2019 er udpeget til systemisk vigtigt finansielt institut i Danmark (sifi).

Udpegningen var forventet og en konsekvens af en ændring af Lov om finansiel virksomhed, hvor sifi-grænseværdien nu er ændret til, at instituttets indlån i Danmark udgør mere end 3 pct. - fra tidligere 5 pct. - af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark.

"Vores nye status som sifi medfører en række skærpede krav både administrativt og på kapitalsiden, men vi forventer, at udpegningen samlet set vil være en fordel for os. Særligt i forhold til den fremtidige fremskaffelse af kapital og funding forventer vi, at sifi-status vil være en styrke," udtaler Spar Nords adm. direktør Lasse Nyby i en meddelelse til fondsbørsen.

Komfortabel ved nye krav

At være blandt de største og have den såkaldte sifi-status medfører øgede krav, så pengeinstituttet vil kunne modstå en eventuel nedtur.
  "Erhvervsministeren har på baggrund af Spar Nords beregnede "systemiskhed" fastsat bankens sifi-bufferkrav til 1 pct. Bufferkravet skal opfyldes med egentlig kernekapital (CET1) og være opfyldt senest ved udgangen af 2020," fremgår det af meddelelsen.

I den forbindelse hæver Spar Nord som tidligere meddelt sin strategiske målsætning for egentlig kernekapitalprocent fra 13,0 til 13,5 og sin målsætning for samlet kapitalprocent fra 16,5 til 17,5. Ved udgangen af tredje kvartal 2018 havde Spar Nord en egentlig kernekapitalprocent på 14,3 og en samlet kapitalprocent på 18,7.

Udover Spar Nord er Danske Bank, Nordea Kredit, Jyske Bank, Nykredit Realkredit, Sydbank og DLR Kredit på listen over Danmarks systemisk vigtige pengeinstitutter.

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display