Danica Pension sælger sine svenske aktiviteter for 1,9 mia kr
Foto: Arkiv, Ritzau Scanpix
Danske Bank sælger sin svenske del af Danica Pension for 1,9 mia. kr. Den svenske pensionsforretning købes af et investorkonsortium bestående af den nordiske kapitalfond Polaris og den tyske kapitalfond Acathia. I konsortiet indgår også de institutionelle investorer Sampension og Unigestion.

Der er aftalt en pris på ca. 2,6 mia. svenske kr. svarende til ca. 1,9 mia. danske kr. Heraf udgør ca. 2,35 mia. svenske kr. kontant betaling, og resten er i form af et gældsbrev fra sælger.

Danske Bank forventer ikke, at salget påvirker årets resultater for 2018, da købesummens betaling afventer handlens afslutning. Handlen ventes godkendt i første halvår 2019.

"Danica Pension Sverige har været i en stærk udvikling gennem en årrække og har skabt gode løsninger for vores kunder. Med denne transaktion fortsætter Danica Pension Sverige med nye ejere, der vil videreudvikle selskabet, hvilket har været vigtigt for os," siger bankdirektør i Danske Bank, Jacob Aarup-Andersen i en pressemeddelelse. 

Børsen skrev torsdag, at Danske Bank var tæt på et salg af sin svenske del af Danica Pension for omkring 2 mia. kr. Her vurderede Per Grønborg, Danske Bank-analytiker i SEB, at frasalget er et udtryk for, at banken kaster håndklædet i ringen i Sverige.

 "Jeg vil formode, at Danske Bank ikke har fået den skala i Sverige, som banken gerne vil have. Danica Pension er stadig en lille spiller i Sverige. Det er et kæmpe spørgsmål om skala," sagde Per Grønborg til Børsen torsdag.

Flere kilder, som Børsen har talt med, fremhæver – foruden kundeporteføljen – den it-løsning, som Danica Pension arbejder med i Sverige.

De potentielt kommende ejere har i højere grad mulighed for at sælge platformen ind til konkurrenter som SEB og Carnegie i Sverige, hvis det ikke er den direkte rival Danske Bank, der står bag produktet, lyder analysen.

"Livsforsikringsprodukter er markant forskellige fra land til land, så man kan ikke bare kopiere dem, fordi der er så markante forskelle," sagde Per Grønborg torsdag. 

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Flyveturen kan optimere din arbejdsindsats

Annoncørbetalt
indhold af Qatar Airways
Cxense Display