Finanstilsynets topchef efter Danske Banks hvidvaskskandale: "Problemet er stadig derude"
Foto: Scanpix/Henning Bagger
Finans Af
Det kan godt være, at Danske Bank og andre europæiske storbanker er blevet fanget og i flere tilfælde straffet for at have hjulpet lidt for velvilligt til med at vaske penge hvide.

Men kilden til problemerne lever stadig derude - og lever i bedste velgående.

 Det siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg i et interview med Bloomberg.

"Det store problem i denne del af verden er penge, der vil ud af Rusland. Og det problem er stadig derude," siger Jesper Berg til Bloomberg.

Strøm på 1500 mia kr

Danske Bank har lagt 18 mia kr til side til at betale en forventet bøde, efter at den estiske filial er blevet brugt som pengevaskeri for især russiske penge. Udenlandske kunder kørte hele 1500 mia kr gennem den estiske filial fra 2007 til 2015, hvoraf en stor del ser mistænkelige ud, uden at der blev grebet ind.

 Ud over Danske Bank har banker som Deutsche Bank, ING og BNP Paribas har været i vælten i forhold til hvidvask de seneste år.

Ifølge Berg er det naturligt nok, at de russiske hvidvaskere vælger et land som Estland som kanal.

"Historisk har banker, der har nydt godt af den slags kapital-outflows, været lokaliseret i de lande, der grænser fysisk op til Rusland," siger Finanstilsynets direktør til Bloomberg.

Hvidvaskere vil gå efter de mindre banker

Han spår, at med al det hvidvaskfokus, der lige nu er på de store banker, vil vasketrafikken fremover rette sig mod de mindre banker.

Og han tvivler stærkt på, at der nogensinde vil komme et fast tal på, hvor meget hvidvask, der reelt blev gennemført i Danske Banks estiske filial.

"I forhold til at finde ud af, hvad der faktisk blev hvidvasket i Danske Bank, tvivler jeg på, at vi nogensinde får det tal. Det ville kræve, at finanstilsynene i Rusland og Estland samarbejdede, og jeg tror ikke, at det er ret sandsynligt," siger Jesper Berg.

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display