Topchef i Danske Bank vil også have IT på banen i styrket hvidvask-sats
Jesper Nielsen, der er midlertidig topchef i Danske Bank, mener at top IT er en stor del af løsningen i fremtidens bekæmpelse af hvidvask
Foto: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
Finans Af
Både Finans Danmark og Finanstilsynet er himmelhenrykte over, at de tilføres betydelige ressourcer i kampen mod hvidvask af penge. Nu siger Danske Banks midlertidige topchef, Jesper Nielsen, at man er oppe mod avancerede IT-forbrydere, og at oprustningen også bør foregå på IT. 

"Vi er helt sikkert oppe mod avanceret IT," fortæller Jesper Nielsen i forbindelse med Finans Danmarks årsmøde mandag.

Han tror, at nogle af svarene på løsningen af hvidvask, bliver, hvordan man kan udveksle informationer på tværs af pengeinstitutter og myndigheder.

"Hvordan kan vi identificere mønstre sammen, så vi ikke kun gør det i Danske Bank," siger han.

I den forbindelse kan der opstå problemer med udveksling af kundenavne bankerne mellem, men Jesper Nielsen mener, at der kan findes løsninger på det område.

Oprustning i Finansloven

I forbindelse med Finansloven oprustede regeringen og Dansk Folkeparti støtten til Bagmandspolitiet eller Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), markant med 30 stillinger til bekæmpelse af hvidvask, hvor der før var stillet seks nye folk i udsigt. Samtidigt er Finanstilsynet stillet ekstra ressourcer i udsigt af erhvervsminister Rasmus Jarlov, som de i øjeblikket funderer over, hvordan kan anvendes bedst når de lander.

Thomas Krogh Jensen, adm. direktør i Copenhagen Fintech, mener, at teknologi og fintech bør få en endnu større rolle i bekæmpelsen af hvidvask.

"En del af løsningen er selvfølgelig varme hænder. Men en del af svaret er også fintech, da der sidder start-ups i Danmark og resten af verden og øjner en forretningsmulighed," siger Thomas Krogh Jensen.

Masser af storbanker kigger på fintech-løsninger

Der findes mange eksempler på at globale banker har købt sig vej til IT-viden via investering i fintech-selskaber. Blandt andet har storbanken HSBC investeret i Quantexa.

"Man bliver nødt til at tænke teknologi med i ligningen, ellers løber man hurtigt tør for hænder," fortæller Thomas Krogh Jensen.

Han understreger, at kunstig intelligens, der kan være en del af en IT-løsning, kan anvendes af både Finanstilsynet og Bagmandspolitiet, og det kan også anvendes og i banker i forhold til at opdage mønstre på hvidvask.

Også hvidvaskekspert, Jakob Dedenroth, fra Revisorjura mener man bør overveje, om de nye årsværk i stedet for nye medarbejdere kunne bruges til at investere i ny teknologi.

"Bankerne har avancerede it-systemer, der piller de mistænkelige transaktioner ud, og det bør man jo også have hos Bagmandspolitiet. Ellers bliver det stadig en meget svær opgave at læse indberetningerne. For de kan ikke ansætte nok folk til at læse 30.000 indberetninger igennem," siger Jakob Dedenroth.

Finans Danmark vil se på IT også

Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark, siger:

"Vi er himmelhenrykte over, at der sker noget i opnormeringen af bemandingen. Hænder er en ting, men IT er en anden ting og jeg kan forestille mig at begge instanser (Finanstilsynet og Bagmandspolitiet, red) kigger på begge ting, ligesom vi gør"

Han forklarer, at Finans Danmark i en netop nedsat task-force vil se på fælles systemer og kvaliteten af disse IT-systemer.

"Jo bedre IT-systemer desto bedre fangst af de kriminelle," fortsætter Kjeld Gosvig-Jensen.

I oktober oplyste Bagmandspolitiet, at de i løbet af det første halvår af 2018 havde fået 15.760 underretninger. Det er mere, end hvad der blev indberettet i løbet af hele 2015.

Udsigt til 25 pct. flere indberetninger end i rekordåret 2017

Fortsætter tendensen resten af året, svarer det til en stigning på mere end 25 pct. i forhold til det tidligere rekordår 2017 - hvor der kom knap 25.000 underretninger til hvidvasksekretariatet.

Jesper Nielsen er måske en af dem i toppen af Danske Bank, der har mest styr på den fremtidige teknologi, og de muligheder den indebærer. Han noterer sig, at der ifølge lovgivningen, skal foretages vurderinger af transaktioner inden de undersøges yderligere.

"Kan noget af den vurdering foretages af en maskine? Det kan det nok på den lange bane, men der er vi ikke endnu. Så der skal rent faktisk nogle mennesker til at foretage vurderinger og stille de fornuftige spørgsmål. Der er mange af disse ting, der er både og," siger Jesper Nielsen om det nuværende behov for både eksperter og maskiner, der med tiden skal komme hvidvask af penge til livs.

Beslutningen om en øget hvidvaskindsats kommer, efter at Danske Bank har været omdrejningspunkt for en af verdens største sager om hvidvask. Ifølge banken selv er der fra 2007 til 2015 strømmet 1500 mia. kr. gennem bankens estiske filial, uden at man havde ordentligt styr på transaktionerne. En stor del af dem har dog været mistænkelige, viste bankens interne rapport udarbejdet af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der blev offentliggjort i september.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display