Deutsche Banks hovedkvarter ransaget af politiet - aktien dykker
Foto: Yann Schreiber/Ritzau Scanpix/Arkiv
Finans Af
Opdateret 11.16 Deutsche Banks lokaler, herunder hovedkvarteret i Frankfurt, bliver torsdag ransaget af den tyske anklagemyndighed.

Det skriver Bloomberg News, som har fået oplysningerne fra anklagere pr. email.

Ifølge Bloomberg er to af bankens ansatte mistænkte i sagen, og anklagerne har oplyst til mediet, at omkring 170 politifolk og anklagere er involverede i ransagningen.

Det er de såkaldte Panama Papers, som er lækket fra advokatkontoret Mossack Fonseca i Panama, der ifølge anklagerne indeholder beviser på, at Deutsche Bank har hjulpet kunder med at oprette off-shore konti.

"Långiveren kan have hjulpet kunder med at etablere offshore-virksomheder i skattely. Penge, der er erhvervet ulovligt, kan være blevet overført til konti hos Deutsche Bank, som ikke har rapporteret mistanke om, at de pågældende konti kan have været brugt til at vaske penge," oplyser anklagerne til Bloomberg.

Deutsche Bank bekræfter over for Bloomberg, at politiet undersøger flere af bankens tyske lokationer i relation til Panama Papers, og at banken samarbejder. Deutsche Bank vil endnu ikke kommentere sagen.

Aktien er i skrivende stund nede med omkring 3,3 pct.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display