Danske Bank-whistleblower offentliggør del af omdiskuteret aftale - tør ikke lægge hele aftalen frem
Foto: Marie Bentzon
Opdateret kl. 11.02 - Britiske Howard Wilkinson, der er whistleblower i Danske Banks sag om hvidvask, har netop offentliggjort en del af den aftale, han indgik med banken, da han forlod den i 2014. 

Det er sket ved en høring i Europaparlamentet. 

Aftalen er meget omdiskuteret, da den ifølge Wilkinson og hans advokat Stephen M. Kohn gør, at han ikke kan tale frit med myndighederne, og banken ikke kan løse ham fra den aftale.

Samtidig har advokaten påpeget, at bare det at offentliggøre aftalen er ulovligt, og at hans klient dermed risikerer at blive sagsøgt.

Mandag fortalte Kenni Leth, der er pressechef i Danske Bank, til Børsen, at man var klar til at offentliggøre aftalen, hvis man fik en forespørgsel fra Howard Wilkinson og Stephen M. Kohn.

"Danske Bank har ikke kommunikeret med os, og sagt, at vi er fri til at offentliggøre NDA'en (fotrolighedsaftalen red.). De har sagt det til pressen men ikke til os. Når de sender os notifikationen, så gør vi det," siger Stephen M. Kohn på spørgsmål fra parlamentsmedlem, Jeppe Kofod (S), om Wilkinson vil offentliggøre hele aftalen.

 

Jeppe Kofod ville også gerne vide, om det var rigtigt, at Howard Wilkinson var blevet tilbudt penge i forbindelse med sin fortrolighedserklæring, som Howard Wilkinson sagde mandag i Folketinget.

Wilkinson gentog sin påstand om, at en højtstående person blev fløjet ind fra Danmark og havde tilbudt ham 20.000 euro for at skrive under - et beløb, som han siger, at han tog imod.

"Min bekymring var, at banken ikke ville undersøge sagen ordentligt. Men hvis jeg underskrev aftalen, ville jeg få 20.000 euro. Jeg har en familie," siger han i EU-Parlamentet.

Jesper Nielsen, fungerende adm. direktør i Danske Bank, benægtede mandag efter høringen i Folketinget, at dette havde fundet sted.

"Skulle der være noget om det, der bliver sagt, synes jeg selvfølgelig, at det er helt utilstedeligt, men det er ikke det, som vores undersøgelser tyder på," sagde Jesper Nielsen mandag.

Spurgte ind til telefonaflytning

Derudover spurgte Jeppe Kofod også ind til, at Howard Wilkinsons telefon skulle være blevet aflyttet, mens han var ansat i den estiske filial. Det fortalte Howard Wilkinson på høringen i Folketinget mandag.

Danske Banks fungerende adm. direktør, Jesper Nielsen, sagde mandag i kølvandet på høringen i Folketinget, at det var helt normalt, at folk i Wilkinsons afdeling fik aflyttet deres telefon.

Derfor ville Jeppe Kofod gerne have denne del uddybet, hvortil Howard Wilkinson svarede, at han var enig i, at det var normalt, at telefoner i hans afdeling blev aflyttet, men kun i forhold til samtaler med kunder.

"Folk i banken lyttede til mine telefonopkald, men ikke med kunder, men med den interne kontrol. Min advokats vurdering er, at det er ulovligt," siger Howard Wilkinson på høringen i EU-Parlamentet.

Der var også stor spørgelyst blandt politikerne omkring whistleblowerlovgivningen i EU, hvor der er blevet varslet ændringer.

Stephen M. Kohn, som er advokat for Howard Wilkinson, og som har tidligere har talt varmt for lovgivningen i USA, hvor der er meget mere liberale regler for whistleblowere, var en af talerne på høringen, hvor han gentog sit budskab.

Senere skal bl.a. Danske Banks fungerende adm. direktør, Jesper Nielsen, tale.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display