Spar Nord scorer rekordoverskud på tidligere aktiesalg
Spar Nord-topchef Lasse Nyby.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Finans Af
Et stort aktiesalg fortsætter med at sætte sit præg på regnskaberne for Spar Nord, der har haft de bedste ni måneder nogensinde målt på bundlinjen.

Overskuddet efter skat udgjorde for de ni måneder 849 mio. kr., hvilket var højere end de 799 mio. kr., som den nordjyske bank tjente efter skat i den tilsvarende periode sidste år.

Ifølge banken er nettooverskuddet på 849 mio. kr. det højeste, som banken nogensinde har tjent over en ni måneders periode.

Hovedårsagen til rekorden er, at Spar Nord tidligere i år solgte sin aktiepost i Valueinvest Asset Management til australske Macquarie, hvilket har givet omkring 150 mio. kr. i kassen.

Det har været stærkt medvirkende til at sende posten for andre driftsindtægter op på 192 mio. kr. mod 36 mio. kr. i samme periode af 2017.

Samtidig har de primære indtægtsposter for banken - rente- og gebyrindtægter - udviklet sig relativt roligt med en stigning på 2 pct. i nettogebyrindtægterne, mens nettorenteindtægterne til gengæld er bakket 1 pct.

For nedskrivningerne på udlån må Spar Nord efter årets første ni måneder udgiftsføre 67 mio. kr., efter at der i samme periode sidste år kunne indtægtsføres 51 mio. kr. på grund af sunde kunder.

"Udviklingen på nedskrivningssiden var i tredje kvartal, ligesom det var tilfældet i kvartalet før, præget af landbrugets udfordringer. I tredje kvartal realiseres således en negativ driftspåvirkning på 50 mio. kr., hvilket altså bringer årets samlede driftspåvirkning op på 67 mio. kr. - svarende til en nedskrivningsprocent på 0,15 p.a.," skriver Spar Nord i regnskabet.

For helåret fastholder Spar Nord sine forventninger til 2018 om en basisindtjening på 1,3 mia. kr. før nedskrivninger samt et resultat efter skat i niveauet 1 mia. kr.


Tabel for Spar Nords regnskab for tredje kvartal af 2018:

Mio. kr. Q3 2018 Q3 2017 9M 2018 9M 2017 FY 2017
Netto renteindtægter 386 387,6 1159 1173,1 1546
Netto gebyrindtægter 293 263,9 856 837,1 1116
Basisindtægter 771 688,0 2495 2376,5 3150
Nedskrivninger på udlån 50 -42,2 67 -50,9 -38
Resultat før skat 288 296,7 1011 1016,5 1251
Nettoresultat 219 223,8 849 798,9 989


Spar Nords forventninger til 2018:

Mia. kr. Ved Q3 2018 Før Q3 2018
Basisindtjening 1,3 1,3
Resultat efter skat 1,0 1,0
/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display