Bagmandspolitiet har fået anmeldelse af Nordea
Hedgefond påstår, at Nordea kan have overtrådt reglerne for hvidvask.
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Finans Af
Bagmandspolitiet har fået en anmeldelse om Nordea, som myndigheden i forvejen har kig på.

Det skriver Bagmandspolitiet, Søik, på Twitter.

"Vi kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse vedrørende Nordea, som vi i forvejen behandler en sag mod. Vi vil selvfølgelig kigge grundigt på tilsendte materiale, og vi vil koordinere med relevante udenlandske myndigheder," skriver Bagmandspolitiet på Twitter.



Det norske bagmandspoliti, Økokrim, bekræfter, at det har fået en lignende anmeldelse mod Nordea.

Den svenske pendant, Ekobrottsmyndigheten, vil kun sige, at det har modtaget en anmeldelse mod en større bank.

Det er ifølge Børsen hedgefonden Hermitage Capital Management, der har sendt dokumenterne.

Papirerne viser, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask af penge.

Hedgefonden har fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliard kroner. De er gået via 365 konti i Nordeas afdelinger i Skandinavien.

Nordea er bekendt med anklagerne. Banken vil af princip ikke kommentere kundeforhold. Nordea har derfor ikke noget at sige til beskyldningerne.

Men banken forsikrer, at den samarbejder med myndighederne i alle de lande, hvor den er.

"Som led i vores daglige arbejde med at bekæmpe økonomisk kriminalitet overvåger vi løbende kundeaktiviteten," skriver Nordea i en mail til Ritzau.

"I de tilfælde, hvor vi anser transaktioner for mistænkelige, indberetter vi dem til myndighederne."

I 2015 fik Nordea en bøde på 36 millioner kroner. Bøden kom fra det svenske finanstilsyn. Det var for overtrædelser af reglerne om hvidvask.

Hermitage Capital Management har også spillet en rolle i sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial.

Fondens chef, William Browder, meldte Danske Bank til Bagmandspolitiet i Danmark.

Han har tidligere meldt 26 tidligere ansatte i Danske Banks afdeling i Estland til politiet.

/ritzau/

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display