Tysk storbank advarede Danske Bank om narkopenge
Danske Bank-topchef Thomas Borgen meddelte sin afgang for to uger siden. Mandag blev han fritstillet og midlertidigt afløst af direktør for Banking Danmark, Jesper Nielsen, indtil en permanent afløser er fundet.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Finans Af
I 2015 blev Danske Bank advaret af Deutsche Bank om, at kunder i bankens estiske filial var forbundet til alvorlige forbrydelser.

Det skriver Berlingske.

Deutsche Bank var såkaldt korrespondent bank og håndterede dollarbetalingerne for Danske Banks estiske filial.

På et møde i august 2015 mellem ledende medarbejdere i de to banker, advarede Deutsche Bank-folkene om, at mens omfanget af mistænkelige pengestrømme fra den estiske filial på daværende tidspunkt var dalene, steg antallet af mistænkelige transaktioner, som den tyske storbanks hvidvaskkontrollører stødte på i deres overvågning af transaktionerne.

"Blandt Deutsche Banks klienter er Danske Estland blandt de ti banker i verden med flest sager (omhandlende betalinger i US dollar, der kræver yderligere undersøgelse af Deutsches afdeling for bekæmpelse af finansiel kriminalitet)," oplyste Deutsche Bank-cheferne på mødet, skriver Berlingske med henvisning til et referat, som Financial Times har set og delt med Berlingske.

"I (andet kvartal) af 2015 havde der været 16 sager relateret til forbrydelser som narkotikahandel, identitetstyveri m.m.," fremgår det videre af referatet, ifølge Berlingske.

Intern undersøgelse og Borgens exit

For to uger siden offentliggjorde Danske Bank konklusionerne i bankens egen interne undersøgelse af hvidvaskskandalen.

Det er advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der har stået i spidsen for undersøgelsen. Den viste, at der ifølge advokatfirmaet ikke kan placeres et juridisk ansvar hverken hos direktionen eller bestyrelsen.

Danske Banks topchef siden 2013, Thomas Borgen, sagde sit job op i forbindelse med offentliggørelsen. Mandag blev han fritstillet, og er blevet afløst af bankens direktør for Banking Danmark, Jesper Nielsen, indtil en permanent afløser er fundet.

Bestyrelsesformand Ole Andersen bliver siddende, men har åbnet for, at også han snart er fortid i Danmarks største bank.

Rapportens konklusioner viser, at der i alt strømmede ca. 1500 mia. kr. gennem udenlandske kunder i perioden 2007 til 2015, som fordeler sig over omkring 9,5 mio. betalinger. Undersøgelsen kan dog ikke konkludere, hvor stor en del af dette flow, som har været mistænkeligt.

I konklusionerne fremgår det, at der er foretaget en analyse af 6200 kunder, der er fundet mistænkelige ud af i alt 15.000 kunder, der er blevet undersøgt. Derudover har Danske Bank anmeldt otte tidligere medarbejdere til det estiske politi, ligesom undersøgelsen viser, at 42 medarbejdere og agenter har været involveret i mistænkelig aktivitet.

Undersøgelsen viser bl.a., at Danske Bank allerede i 2007 blev advaret om, at der foregik noget mistænkeligt. Her udsendte det estiske finanstilsyn nemlig en kritisk inspektionsrapport, og omkring samme tidspunkt modtog Danske Bank på koncernniveau konkret information fra den russiske centralbank via Finanstilsynet. 

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display