Danske Banks formand overvejer at tilbagekalde millionbonusser
Ole Andersen
Foto: Ritzau Scanpix
Finans Af
Alle Danske Banks bonusbetalinger i perioden 2007 til 2015, hvor den omdiskuterede hvidvasksag i Estland har fundet sted, vil blive nøje gennemgået, og ifølge bankens bestyrelsesformand, Ole Andersen, kan det "helt sikkert blive aktuelt at kræve bonusser tilbagebetalt".

Det siger han i et interview med Svenska Dagbladet.

"Vi kommer til at gennemgå alle bonusbetalinger, som er udbetalt de pågældende år," siger bestyrelsesformanden, som tilføjer, at jagten på bonusser, der er udbetalt på et fejlagtigt grundlag, ikke kun gælder direktører, der har været ansat i den estiske virksomhed.

  "Det gælder alle. Inklusive Thomas Borgen," fastslår Ole Andersen, som altså også kommer til at se på bonusudbetalingerne til bankens administrerende direktør, som onsdag valgte at opsige sin stilling som konsekvens af hvidvasksagen.

Den svenske avis nævner også de seneste års fremgang for Danske Banks forretning i Sverige, hvor kundetilgangen og væksten har været stor. Det billede risikerer at ændre sig med hvidvaskskandalen.

"Det er klart, at det her ikke er positivt for den svenske forretning. Det kan ikke udelukkes, at vi kan komme til at se effekter af det. Men det er vores ambition at gøre vores ypperste for at drive banken på den bedste måde," siger Ole Andersen.

Han bliver i interviewet også spurgt ind til, hvilken besked han vil sende til bekymrede svenske kunder.

"Det, der er sket i banken, er helt uacceptabelt, og det afspejler bestemt ikke vores syn på, hvordan man skal drive en bankvirksomhed. Vi skulle have opdaget det her allerede i 2007. Af en eller anden grund gjorde vi det ikke. Det beklager jeg," siger Ole Andersen.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display