Portræt af Thomas Borgen:
Fem år og tre dage efter, at Thomas Borgen satte sig i direktørstolen i Danske Bank har han givet bestyrelsen sin opsigelse. Det sker efter den omfattende hvidvasksag, der har presset banken i omkring halvandet år.

"Selvom den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder. Som administrerende direktør har jeg det ledelsesmæssige ansvar for det, der foregår i banken, og det tager jeg naturligvis på mig," siger Thomas Borgen i pressemeddelelsen.

"Det har gennem et stykke tid været klart for mig, at det vil være det rigtige, men når jeg ikke har truffet beslutningen tidligere, er det fordi jeg har følt et ansvar for at lede banken igennem denne krævende periode frem mod fremlæggelsen af undersøgelserne," siger Thomas Borgen, inden Danske Bank afholder pressemøde i Tivoli Congress Center klokken 10.00.

Ifølge Danske Bank-formanden Ole Andersen var det Borgens egen beslutning at gå. Thomas Borgen bliver dog på posten, indtil der er fundet en afløser for ham.

Den nu tidligere direktør var den første udlænding, der indtog topposten i banken med hovedsæde på Holmens Kanal midt i hovedstaden. Han overtog chefstolen efter Eivind Kolding, der fik halvandet ved roret. Kolding kom fra A.P. Møller-Mærsk og nåede blot at stå i spidsen for banken i halvandet år.

Ifølge Danske Bank-formand, Ole Andersen, faldt valget på Thomas Borgen, fordi der var brug for en, der kunne gøre banken mere kundeorienteret. Årene inden var præget af finanskrise, en stærkt kritiseret "New Normal"-kampagne og fejlslagne opkøb i Irland.

Dengang sagde Ole Andersen:

"I denne fase er nødvendigt at have en administrerende direktør med dybere bankkompetencer. Derfor har vi udpeget Thomas F. Borgen som ny administrerende direktør."

Kigger man på forretningen i Danske Bank, var Thomas Borgen det rette valg. Aktie-kursen steg fra 120 kr., da han blev udnævnt til direktør, til 260 kr. pr. aktie, da den var i sit højeste niveau. Det svarer til en stigning på over 110 pct. Siden nytår er kursen dog faldet med 27,6 pct.

Samtidig voksede overskuddet efter skat fra 7,1 mia. kr. i 2013 til 20,9 mia. sidste år.

Thomas Borgens karriere startede i Danske Bank i 1997 og i 2013 fik han titlen som topchef for hele forretningen. Før det havde han stået i spidsen for de bankens Corporate & Institutions i et års tid. Allerede i 2009 indtrådte han dog i koncernledelsen og blev i samme ombæring chef for de udenlandske bankaktiviteter.

Den post bestred han indtil 2012, og dermed var han chef for den estiske filial, hvor der er hvidvasket penge for flere milliarder. Danske Bank oplyser, at de ikke har været i stand til at fastlægge det præcise omfang af hvidvasken, men at de donerer 1,5 mia. kr, som udgør bruttoindtægten i perioden i 2007-2015.

Før han blev ansat i Danske Bank, var han blandet andet ansat i Chemical Bank i både London og efterfølgende Norge.

Fokus på medarbejdere og kunderne

Noget af det første Borgen gjorde som topchef, var at fjerne direktionens smørrebrødsfrokoster, hvor ledelsen kunne sidde i fred for medarbejderne.

"Mine direktionskollegaer ser jeg hver dag. Når jeg går op i en af vores tre kantiner, så møder jeg de mennesker, som møder kunderne hver dag. Dér får jeg en fornemmelse af, hvad der optager dem, hvad kunderne siger, og hvordan jeg kan gøre hverdagen nemmere for dem i deres arbejde for at skabe værdi for kunderne," sagde Thomas Borgen dengang til det hedengangne nyhedsbureau BNB.

Dermed startede han en ny stil i Danske Bank. Kundefokus havde han med fra hjemmet i Frederikstad i Norge, hvor faren havde en guldsmedeforretning.

"Jeg har altid følt mig ekstra forpligtet til at opføre mig ordentligt. Vi drev en guldsmed, og jeg fik næsten den kommercielle logik i dåbsgave. Jeg lærte tidligt at smile pænt til kunderne og behandle dem godt. "Ellers kommer de ikke igen," sagde min far. Det er jeg senere blevet bekræftet i," har Thomas Borgen forklaret til Euroman.

Den nye og anderledes stil førte han videre. Uden slips og blazer har han deltaget i folkemøder og festivaler. Han er med i regeringens disruptionråd og har talt mod lettelser af topskatten, selvom han vurderede, at det ville være bedst for samfundsøkonomien.

"Men hvis danskerne ikke kan se sig selv i skattesystemet og føler, at det er uretfærdigt, splitter du befolkningen. Og så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning, sagde Thomas Borgen til Finans.dk for to år siden.

I ungdommen fik han dog også drømmen om at nå de højere luftlag. Han ville være pilot, men på grund af en skade i hoften som ung, klarede han ikke prøven og blev derfor ikke en del af det norske flyvevåben. 

Men han fik et helikoptercertifikat og egen helikopter, som han ejede med en ven. Den blev dog solgt fra to år efter, han overtog styrepinden i Danske Bank. Så var der ikke længere tid til at flyve til fritidshuset i Norge.

I flere medier er han beskrevet som konkurrencemenneske og har selv fortalt til Euroman, at han har dyrket ishockey og brydning på forholdsvis højt niveau.

De højeste tinder i sportens verden har nordmanden dog nået i sejlsport, hvor han har vundet VM bronze i 5.5 m-klassen.

"Den tillod vi os at fejre i fem minutter. Derefter begyndte vi at snakke om, hvad vi kunne gøre bedre til næste sejlads."

Hvad han bliver husket for

I 2014 blev Thomas Borgen spurgt af Berlingske, hvad han vil blive husket for. Svaret var, at det var "næsten ubehageligt at få det spørgsmål." Det er ikke et "onemanshow", sagde han og uddybede, at genrejsningen af banken vil være en rejse sammen med andre.

Samtidig blev han spurgt til, hvornår danskerne igen vil være stolte af Danske Bank, kunderne tilfredse og banken have et godt image

"Vi har et godt stykke arbejde foran os, og det kommer til at tage tid at genopbygge vores omdømme i befolkningen. Og det er ikke én ting, der gør det. Det er summen af mange ting. Det handler om at give den gode kundeoplevelse i alle vore touch points hver eneste dag. Sker det, så kommer resultaterne af sig selv og så kommer respekten," lød det fra Thomas Borgen.

Hvor respekten er i dag er ikke til at sige. Men undersøgelse udført af det danske konsulenthus Caliber Group vidste forleden, at Danske Banks popularitet i befolkningen var faldet drastisk fra første til andet kvartal af 2018.

I første kvartal var Danske Bank den 76. mest populære virksomhed målt på konsulenthusets trust-and-like-score. I andet kvartal var banken drattet ned til en plads som nummer 97. I den årlige Voxmeter-undersøgelse af bankernes image lå Danske Bank tredje sidst.


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display