Medie: Bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank rydder kalenderen - Borgens skæbne afgøres snart
Thomas Borgens skæbne afgøres, når bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank mødes torsdag og i weekenden, skriver Finans.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Finans Af
Bestyrelsen i Danske Bank skal mødes torsdag og igen i weekenden. På agendaen er hvidvasksagen, dens konsekvenser og spørgsmålet om, hvem der i fremtiden skal stå i spidsen for banken.

Det skriver Finans med henvisning til to unavngivne kilder, som kan oplyse, at medlemmerne af bestyrelsen i Danske Bank har ryddet hele kalenderen torsdag, hvor de mødes på et hemmeligt sted.

Hvidvasksagen er vokset og vokset, siden Berlingske første gang skrev om den. I sidste uge erfarede The Wall Street Journal, at mod 1000 mia. kr. er sendt gennem Danske Banks estiske filial i perioden 2007 til 2015. Det er dog uvist, hvor stor en del af den penge reelt har med hvidvask at gøre.

Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, var ansvarlig for området frem til sommeren 2012, og Finans skriver, at dets kilder vurderer, at presset på ham er tiltagende, jo mere sagens omfang vokser.

Desuden skriver mediet, at Borgen bærer ansvaret for, at Danske Banks governancekultur ikke har været stærk nok til at forhindre, at sagen er vokset sig så stor, og der peges tillige på, at de danske myndigheder har mistet tilliden til Thomas F. Borgen, da Finanstilsynet kraftigt har kritiseret bankens ledelse.

Topchefen er derfor ifølge Finans' kilder på vej ud, selv om han er populær i bestyrelsen og tilskrives æren for den forretningsmæssige turnaround, som Danske Bank har været igennem. Finans har dog også andre unavngivne kilder, som mener, at Thomas Borgen vil blive siddende i chefstolen.

Danske Bank indledte før sommeren en intern undersøgelse, som banken næste onsdag vil præsentere konklusionerne fra.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display