Deutsche Bank skærer dybt - selv frugtordningen ryger ud
Foto: Luke Macgregor/Ritzau Finans
Finans Af
Den tyske storbank Deutsche Bank er i gang med en større oprydning, der skal få banken tilbage på rette spor efter flere år med underskud, og det har betydet en finkæmning af alle udgiftsposterne, skriver Bloomberg News.

Blandt andet skal ansatte i bankens investeringsafdeling fremover nøjes med økonomiklassen, når de tager toget, og der er blevet skåret ned på deltagelse på konferencer.

Desuden er fratrædelseslønnen i banken mindre generøs end tidligere - og selv mindre personalegoder som den daglige frugtordning er fortid, skriver Bloomberg News med henvisning til flere kilder i banken.

Deutsche Bank varslede tidligere i en stor sparerunde, og langt de fleste besparelser skal komme fra færre ansatte, idet medarbejderstaben skal ned med mindst 7000 til under 90.000.

Men derudover ønsker topchef Christian Sewing ifølge flere kilder at gøre op med en kultur, hvor budgetoverskridelser har været standard.

Han skulle angiveligt have advaret flere chefer om, at hvis de ikke kan overholde budgetterne i forhold til omkostningerne, har han heller ikke tillid til, at de kan øge indtægterne.

- Deutsche Bank har en historie med negative overraskelser på omkostningssiden i fjerde kvartal - inklusive sidste år. Det mønster stopper i 2018, sagde Christian Sewing på en telekonference i forbindelse med bankens seneste regnskab i juli.

Deutsche Bank har som mål, at omkostningerne skal ned med 1 mia. euro til 22 mia. euro næste år.

/ritzau/FINANS


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display