Nykredit vil sælge aktier til ATP efter bankbryllup
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Finans Af
Opdateret kl. 09.06 - Når fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank går igennem, vil Nykredit sælge en del af sin aktiepost i den "nye" Ringkjøbing Landbobank til ATP. 

Det skriver Nykredit og Ringkjøbing Landbobank til fondsbørsen. 

"I samme selskabsmeddelelse blev det oplyst, at Nykredit planlægger at videre-sælge en del af aktieposten i Ringkjøbing Landbobank til en institutionel investor. Nykredit kan i forlængelse heraf oplyse, at der dags dato er indgået en aftale om dette med ATP," lyder det i meddelelsen fra Nykredit. 

 Aftalen betyder, at både Nykredit og ATP vil få en ejerandel i Ringkjøbing Landbobank på mellem 5 og 10 pct. af aktiekapitalen. Nykredit har ikke planer om at reducere beholdningen yderligere, lyder det i meddelelsen.  

"Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank er begge meget veldrevne, og vi ser derfor store perspektiver i en fusion. Dagens aftale er et vigtigt signal om, at landets største investor også ser positivt på planerne," udtaler Kim Duus, koncerndirektør i Nykredit, i meddelelsen. 

"Uinviteret" købstilbud og bryllupsplaner

I sidste uge kom bankbrylluppet et skridt nærmere, da Jyske Bank, der sidder på godt 38 pct. af aktierne i Nordjyske Bank besluttede sig for at bakke op om fusionen og sælge den aktiepost, som Silkeborg-banken ville få i forbindelse med en fusion til Nykredit.

Siden foråret 2017 har Jyske Bank forsøgt at sælge sin aktiepost i Nordjyske Bank. Da det ikke lykkedes valgte Jyske Bank i marts i år at komme med et købstilbud på hele Nordjyske Bank. 

Købstilbuddet lød oprindeligt på 170 kr. pr. aktie, men blev i starten af april hævet til 190 kr. pr. aktie. Det blev kaldt "uinviteret" af Nordjyske Banks bestyrelsesformand Mads Hvolby.

18. april meddelte Nordjyske Bank så, at banken har indgået en aftale med Ringkjøbing Landbobank om en fusion, og at begge bestyrelser anbefaler aktionærerne at sige ja.

Jyske Bank stod til at få en aktiepost i den "nye" Ringkjøbing Landbobank. Et konsortium med Nykredit i spidsen tilbød Silkeborg-banken at købe aktieposten på ca. 11 pct., der ville have en værdi på ca. 1,25 mia. kr. Det afslog Jyske Bank i første omgang, men har altså nu valgt at sælge aktieposten og bakke op om fusionen.

Vil ikke eje andre banker

Fordi Nykredit i forvejen har aktier i Ringkjøbing Landbobank, vil realkreditkæmpen efter fusionen sidde på ca. 13 pct. af landbobanken.

Nykredit planlagde altså at sælge en del af aktieposten for at komme under en ejerandel på 10 pct.

"Vi ønsker at bakke op om vores partnere, når nogen af dem har en kapital- eller ejermæssig udfordring. Vi har fundet en fin løsning for alle parter her og har ret store forventninger til, at det bliver en god investering. Men når vi vil sælge, er det, fordi vi ikke ønsker at eje og drive andre banker. Vi vil være investorer og et ejerskab under 10 pct. signalerer en forpligtelse til investeringen, men er samtidig et passende niveau for en passiv investor," sagde Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, til Børsen fredag.

Aktionærerne i Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank skal tage stilling til fusionen på ekstraordinære generalforsamlinger 7. juni.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display