Finanstilsynet: Kriseramt forsikringsselskab erklæret konkurs
Harbour House på Sundkrogsgade 21, 2100 København N, hvor Alpha Insurance holder til. I marts blev forsikringsselskabet lukket ned og nu er det erklæret konkurs.
Foto: Marie Bentzon
Finans Af
Opdateret kl. 15.07 - Det problemramte forsikringsselskab Alpha Insurance er nu erklæret konkurs, efter det lukkede ned i marts.

Det meddeler Finanstilsynet. 

"Likvidatorerne i forsikringsselskabet Alpha Insurance A/S under frivillig likvidation har den 8. maj 2018 besluttet at begære selskabet konkurs. Det betyder, at kundernes forsikringsdækning ophører fra og med den 8. maj 2018," skriver tilsynet. 

Kunder, der har tegnet en lovpligtig forsikring, skal nytegne den hos et andet selskab hurtigst muligt for at opnå den lovpligtige forsikringsdækning, skriver Finanstilsynet. 

"Konkursen betyder, at kunderne ikke længere kan anmelde skader til Alpha Insurance. Kunderne skal enten anmelde skader til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis skaden er omfattet af Garantifondens dækning, eller til konkursboet for Alpha Insurance. Arbejdsulykker omfattet af en dansk arbejdsulykkesforsikring hos Alpha Insurance skal som hidtil indberettes i EASY," skriver Finanstilsynet i meddelelsen. 

Det er Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der bliver indsat som kurator. 

Ifølge tilsynet dækker Garantifonden skader, der er sket i perioden op til konkursen og frem til 5. juni.

"Har kunden en skade, der skal dækkes af Garantifonden, skal erstatningskravet anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest den 8. november 2018. Skader, der er anmeldt til Alpha Insurance inden den 8. maj 2018, anses for anmeldt til Garantifonden," skriver Finanstilsynet. 

Alpha Insurance blev startet i 2005 af en række erfarne forsikringsdirektører for deres egne penge. På under ti år lykkedes det at få omkring 2 mia. kr. i årlige præmieindtægter og blive et af landets ti største selskaber. 

Årsagen til, at selskabet måtte kaste håndklædet i ringen var bl.a. et muligt milliontab på genforsikringsaftaler, der blev indgået med den newzealandske finanskoncern CBL Insurance, som gik i betalingsstandsning.

"Der er opstået usikkerhed om, hvorvidt de kan honorere de genforsikringsaftaler, vi har med dem. Og da det er ret betydelige beløb, så opstår der pludselig usikkerhed omkring vores situation," sagde Bjarke Sanbeck, partner i advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen, til Børsen i marts. 

Da selskabet lukkede, blev det sat i såkaldt solvent likvidation, som betyder, at man løber de forpligtelser af, der er på bøgerne. Advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen blev sammen med Kammeradvokaten indsat som likvidator i selskabet.

Likvidatorerne skal sørge for at afvikle forretningen og sikre, at alle får det, de har krav på. Men finder man ud af, at der ikke er penge til, at alle kan få, hvad de har krav på, så vælger man at erklære selskabet konkurs.

Alpha Insurance solgte forsikringer gennem agenter og mæglere på en række nicheområder i bl.a. Danmark, Norge, England og Frankrig, men også 11 andre europæiske lande.

Kunderne var primært privatpersoner og mindre virksomheder, har Finanstilsynet tidligere skrevet.

I 2016 udgjorde motorforsikringer 53 pct. af bruttopræmierne, arbejdsskadeforsikringer udgjorde 13 pct., ejendomsforsikringer udgjorde 12 pct. og en lang række forskellige områder udgjorde resten.

Den danske forretning udgjorde ca. 15 pct. af Alpha Insurances præmier, hvilket svarede til 250 mio. kr., oplyste Bjarke Sanbeck i marts.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display