Nordea-optakt: Lavere toplinjeposter ventes at give svagt kvartal
Foto: Scanpix
Finans Af
Der er udsigt til et svagt kvartal fra storbanken Nordea, når regnskabet leveres onsdag morgen. Der ventes tilbagegang på toplinjen, der trods for lavere nedskrivninger ventes at forplante sig til bundlinjen.

Det viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Nettorenteindtægterne ses falde til 1040 mio. euro fra knap 1200 mio. euro i første kvartal 2017, mens nettogebyrer ventes at falde til 814 mio. euro fra 866 mio. euro.

- Vi venter, at nettorenteindtægterne falder, skriver finanshuset Keefe, Bruyette & Woods i en optakt.

Finanshuset venter 1065 mio. euro i nettorenteindtægter og 825 mio. euro i nettogebyrer. Med baggrund i forventningerne vurderes det, at Nordea kan få svært ved at leve op til konsensus.

Også hos Sydbank ventes toplinjen ramt. Her venter bankens analytiker, at toplinjen bliver ramt fra flere vinkler.

- En sivende udlånsportefølje gennem 2017, der ikke kan modvirkes af øgede rentemarginaler, giver anledning til modvind i kvartalet, forudser analytiker Mikkel Emil Jensen.

Samtidig vil den markante svækkelse af norske og svenske kroner udfordre renteindtægterne. Og regnskabsmæssige justeringer fra samarbejdet mellem DNB og Nordea i Baltikum vil også trække toplinjen ned.

Omkostningerne ventes at falde i forhold til første kvartal sidste år, hvor de landede på 1245 mio. euro. Ritzau Estimates konsensus ligger på 1216 mio. euro. Sydbank venter konkret 1221 mio. kr., mens KBW ligger på Ritzau Estimates-konsensus med 1215 mio. kr.

Sydbanks analytiker er optimistisk med hensyn til omkostningsudviklingen i de kommende år, men venter at restruktureringsomkostninger og stigende afskrivninger på immaterielle aktiver vil tynge udviklingen i første kvartal og mange kvartaler frem.

KBW venter, at omkostninger til Nordeas restruktureringsprogram alene vil tynge med 38 mio. euro i første kvartal ud af de samlede udmeldte omkostninger 150 mio. euro for hele 2018.

POSITIV UDVIKLING PÅ NEDSKRIVNINGER

Nedskrivningsposten ventes at være en positiv historie og ses fortsat på et lavt niveau grundet en bedret kreditkvalitet. Stigende oliepris bør sikre færre nedskrivninger relateret til "Oil and offshore", skriver Sydbank, mens KBW venter lavere nedskrivninger også inde for "shipping".

Både Sydbank og KBW venter nedskrivninger på 79 mio. euro - tæt på konsensus fra Ritzau Estimates, der ligger på 76 mio. euro med en spredning mellem 105 mio. euro og 60 mio. euro. I forhold til første kvartal 2017 er der tale om klar forbedring, da nedskrivningerne der var 113 mio. euro.

Konsensus på bundlinjen ligger på 774 mio. euro mod 844 mio. euro i første kvartal året før. Sydbank er samlet set lidt mere negativ, da den skønner 746 mio. euro på den post, mens KBW ligger lidt over med et skøn på nettooverskuddet på 774 mio. kr.

STORE ENGANGSPOSTER

2018 vil blive påvirket af flere engangsposter, hvor den største påvirkninger kommer fra salget af en del af Nordeas andel i Nordea Liv & Pension. Salget ventes første at ringe ind i andet kvartal i år, da det er udskudt. Salget vil generere indtægter på 172 mio. euro efter skat, og dertil kommer indtægter på den resterende ejerandel på 30 pct. på 115 mio. euro efter skat, der nu optages til "fair value".

TABEL

Analytikernes forventninger til Nordeas regnskab for første kvartal:

Mio. euro Q1 18(e) Q1 17 FY 18 (e) FY 17
Netto renteindt. 1070 1197 4424 4666
Netto gebyrindt. 814 866 3331 3369
Resultat af poster til dagsværdi. 377 375 1505 1328
Samlede indt. 2302 2461 9676 9469
Samlede omkostninger 1216 1245 4864 5102
Resultat f. nedskr. 1086 1215 4798 4367
Nedskrivninger 76 113 341 369
Driftsresultat 999 1102 4405 3998
Nettoresultat 774 844 3410 3048
Udbytte per aktie (euro) - - 0,70 0,68
(e) = medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til 12 analytikere. Ni har oplyst anbefaling, og syv siger "køb", mens to siger "hold".

* Nordea oplyste 21. december 2017, at Foreningen Norliv øger ejerandelen i Nordea Liv & Pension til 70 pct. fra 25 pct. Handlen ventes at blive lukket i første kvartal 2018 og vil give en indtægt på 172 mio. euro efter skat. Værdiregulering af Nordeas resterende ejerandel på 30 pct. ventes at give en indtægt på 115 mio. euro efter skat.

** I december indgik Nordea aftale om sælge en portefølje af lån i Danmark med en ventet kapitalgevinst på 50 mio. euro.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display