Yellen indrømmer: Ja, jeg er skuffet over ikke at blive spurgt
Janet Yellen er trådt tilbage som øverste chef for den amerikanske centralbank.
Foto: Brendan Smialowski/ Ritzau Scanpix
Finans Af
Den afgående amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, indrømmer nu i et sjældent tv-interview, at hun er skuffet over ikke at blive foreslået til at fortsætte på den øverste post i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det skriver nyhedstjenesten Bloomberg. 

"Jeg ville gerne have taget en ekstra periode, og det har jeg også gjort klart. Så jeg vil sige, at jeg er skuffet over ikke at være udpeget igen," lød det fra Yellen i en tv-optræden i programmet NewsHour på tv-kanalen PBS. 

Yellen havde sidste arbejdsdag som centralbankchef i fredags og efterfølges af Jerome Powell, der har været bestyrelsesmedlem af Federal Reserve siden 2012. 

Yellen har været centralbankchef i fire år. Almindelig praksis er, at præsidenten udpeger den siddende centralbankchef til endnu en periode, hvis dette er muligt. Men det har den amerikanske præsident, Donald Trump, altså valgt at fravige til fordel for den republikanske Jerome Powell 

Yellen er i dag 71 år og vil fortsætte sit virke med at lave økonomiske undersøgelser af især arbejdsmarkedet for tænketanken Brookings institution i Washington. 

I Yellens tid som centralbankchef er den amerikanske arbejdsløshed faldet fra 6,7 pct til 4,1 pct., og perioden har været præget af oprydning efter finanskrisen. Og Yellen har det godt med den forfatning som den amerikanske nationaløkonomi befinder sig i, og som hun nu sender ansvaret videre for.

"Jeg har det godt med økonomien. Jeg synes, tingene ser meget stærke ud," sagde hun og fortalte, at fortsætter de gode takter, stiger renten formentlig også. 

"Federal Reserve har været på vej med gradvise rentestigninger, og hvis forholdene fortsætter med at være som nu, så vil processen formentlig fortsætte," sagde hun i tv-interviewet. 

 




Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display