Banker hæver kursmål og anbefalinger af Topdanmark efter stærkt regnskab
Foto: Scanpix
Finans Af
Både top- og bundlinjen var bedre end forventet, da forsikringskoncernen Topdanmark fremlagde regnskabet for fjerde kvartal, og det førte til et stort kurshop torsdag.

Flere banker har siden set forsikringsselskabet efter i sømmene, og nu løfter både Mediobanca og norske DNB kursmålet for aktien, mens Nordea opjusterer anbefalingen.
  Mediobancas kursmål lyder nu på 300 kr. mod tidligere 286 kr., mens den italienske bank gentager anbefalingen "neutral", viser data fra Bloomberg News.

Kursmålet fra norske DNB lyder nu også på 300 kr., og det er et løft fra det tidligere kursmål på 260 kr. Bankens anbefaling lyder fortsat på "hold".

Storbanken Nordea har desuden løftet anbefalingen til "hold" fra en negativ salgsanbefaling for aktien i Topdanmark. Banken har ikke offentliggjort noget kursmål for forsikringsaktien.

Tidligere har også Handelsbanken løftet kursmålet til 211 kr. fra 200 kr. i kølvandet af regnskabet, men den svenske bank fastholder anbefalingen "sælg", da den vurderer, at aktien i øjeblikket handles til en for høj kurs.

Forsikringskoncernen sluttede 2017 bedre end ventet, da både toplinje og bundlinje var højere end forventet - blandt andet som følge af færre tyverier og brande i fjerde kvartal.

Topdanmark-aktien steg torsdag hele 8,9 pct. til 310 kr., som er højeste lukkeniveau nogensinde.

/ritzau/FINANS


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display