Finanstilsynet giver Nykredits højere bidragssatser grønt lys
Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit
Foto: Scanpix
Finans Af
Opdateret 12.56 Mens det udløste en mediestorm og titusinder af rasende kunder, var det ikke i strid med reglerne, da Nykredit tidligere i år hævede priserne på boliglån under realkreditinstituttet Totalkredit.

Det viser en afgørelse fra Finanstilsynet, der netop er ankommet. Finanstilsynet har taget stilling til, om Nykredit kunne begrunde stigningerne i de såkaldte bidragssatser med faktuelle behov.

"Det er Finanstilsynets opfattelse, at de vilkår for ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag, der fremgår af Totalkredits nuværende låneguide ikke indeholder en vilkårlig ændringsadgang," skriver Finanstilsynet og fortsætter:

"Finanstilsynet finder derfor ikke anledning til at foretage sig yderligere i anledning af Totalkredits bidragsforhøjelse."

Glad Totalkredit

Afgørelsen glæder - ikke overraskende - Totalkredit.

"Jeg er tilfreds med afgørelsen. Finanstilsynet har undersøgt vores lånedokumenter, vores varsling af bidragsforhøjelsen og vores begrundelse for den."

"Tilsynet er som forventet kommet frem til, at alle tre dele er, som de skal være," skriver direktør for Totalkredit, Camilla Holm, i en kommentar.

I Finanstilsynets afgørelse fremgår det, at Nykredit før 2020 skal have en såkaldt kernekapital på 70 mia. kr. For nuværende er den på 60,5 mia. kr.

Der ud over venter Nykredit at skulle bruge yderligere 15 mia. kr. grundet endnu ikke vedtagne kapitalkrav fra EU.

Det står i klausulerne

Derfor er der belæg for prisstigningerne, og de kontrakter, kunderne har skrevet under på, indeholder ifølge tilsynet også klausuler om, at bidragssatserne kan stige.

Mens prisstigningerne altså ikke var i strid med reglerne gav de Nykredit alvorlige ridser i imaget. Vreden var så stor, at selskabets ansatte oplevede chikane og trusler.

"Vores fokus er fortsat på at genvinde den tillid, der er tabt hos vores kunder. Vi arbejder hver dag på - sammen med pengeinstitutterne i Totalkredit-samarbejdet - at være til stede på den bedst mulige måde for vores kunder," skriver Camilla Holm.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display