Finans Af
Lars Seier Christensen træder ud af Saxo Banks direktion. Det skriver banken i pressemeddelelse.

I stedet skal han fortsætte som aktionær. Kim Fournais fortsætter som adm. direktør og vil stå i spidsen for bankens daglige ledelse.

"Jeg er stolt over, at Saxo Bank i dag globalt har en solid markedsposition som en af de stærkeste formidlere af finansielle produkter og digitale handelsplatforme i finanssektoren. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være direktør det samme sted i 20 år, men det har været en fantastisk rejse sammen med de mange dygtige og kompetente medarbejdere i banken," siger Lars Seier i en kommentar.

Læs også: Fem grunde til at droppe aktier i Dong Energy

Lars Seier har sammen med Kim Fournais tegnet direktionen i Saxo Bank i over 20 år. Seier ejer 26 pct. af aktierne i banken.

"Saxo Bank er en moden virksomhed med stort potentiale, der er enighed om strategien og ledelsesholdet er stærkt. Jeg har i noget tid ønsket at træde tilbage i en anden rolle, og jeg mener, at tidspunktet nu er det rigtige. Jeg slipper derfor tøjlerne som direktør med en tro på, at virksomheden fortsat vil vokse, og det har jeg som aktionær også stor interesse i. Jeg har fuld tillid til, at Kim Fournais sammen med ledelsesteamet kan drive banken i en profitabel retning."

Læs også: Bankrådgiveren får tørre tæsk af robotter

Direktionen i Saxo Bank vil fra 1. januar 2016 bestå af Kim Fournais, adm. direktør, finansdirektør (CFO) Steen Blaafalk og Søren Kyhl, der indtræder i en nyoprettet stilling som driftsdirektør (COO).

"Saxo Bank skylder Lars Seier Christensen en stor tak for hans banebrydende indsats igennem de sidste 20 år og vi glæder os samtidig over, at Lars fortsat vil være en ressource for banken både som ambassadør og storaktionær," udtaler Lone Fønss Schrøder, bestyrelsesformand i Saxo Bank.

Den fremtidige adm. direktør Kim Fournais vil fortsætte samarbejdet med sin tidligere partner.

"Lars og jeg har haft et stærkt makkerskab siden vi investererede i virksomheden i 1992, og vi fortsætter samarbejdet som aktionærer i Saxo Bank. Der er fuld tillid til strategien om, at forretningen skal vokse både i det private og institutionelle segment samt ikke mindst om at udvikle den bedste teknologi til at understøtte vores globale udbud af finansielle produkter."

"Banken er blevet stærkere polstret og har både styrket bestyrelsen og direktionen med betydelige kompetencestærke profiler. Vi oplever en stor interesse for Saxo Banks forretningsmodel, og den langsigtede strategi om en mulig børsnotering er uændret"

Læs også: Der er kun tre veje til rigdom i Danmark




Forsiden lige nu


Børsen anbefaler