Ny Nykredit-chef sidste år: Skær Danske Bank midt over
Emilie Turunen er ny chef for public affairs i Nykredit. Tidligere har hun forholdt sig særdeles kritisk til netop finanssektoren.
Foto: Scanpix
Finans Af
Danske Bank skal skæres midt over. Der skal lægges ekstra skatter på de store banker. Og så er der syv banksynder: Tyvagtighed, griskhed, storhedsvanvid, fråseri, uansvarlighed, kammerateri og bedrag.

Sådan lyder et par af de mange opsigtsvækkende meldinger, som Nykredits nye chef for Public Affairs, den tidligere SF-profil Emilie Turunen, har i bagagen.

Turunen har i sin tidligere politiske karriere været meget kritisk overfor den danske finanssektor. Her er nogle af højdepunkterne fra de senere år fra artikler, kronikker og interviews.

Kronik i Politiken d. 3. december 2012

"Syv banksynder skabte den økonomiske krise," er overskriften på en kronik, hvor Emilie Turunen mener, at der har manglet et egentligt opgør med banksektoren i Danmark i forhold til at pålægge et ansvar for finanskrisen.

 "I den finansielle sektor kan man med rette tale om de syv banksynder: tyvagtighed, griskhed, storhedsvanvid, fråseri, uansvarlighed, kammerateri og bedrag. Syv synder, som det er på høje tid at gøre op med," skrev hun.

Derudover mener hun i samme kronik, at der bør arbejdes efter at lave et loft til at begrænse størrelsen på banker.

"Det skal sikre, at der kommer flere små og mellemstore banker frem for en lille gruppe europæiske mastodonter. Og samtidig bør der indføres en ordning, så de største banker betaler et bidrag tilbage til samfundet, der svarer til deres indirekte offentlige tilskud."

Børsen - 4. december 2012


"Bankerne er grådige og uansvarlige - det er tid til et opgør. Vil du være med?"

Sådan indleder SF-politiker og medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen en ny kampagne under navnet "Regnskabets time – regulér finanssektoren"

Turunens hjemmeside - emilieturunen.dk

Her har Emilie Turunen også tidligere forholdt sig til bankerne.

"Europa lider under finanskrisen. Unge med drømme og talenter kan ikke finde arbejde. Hul i statskassen betyder nedskæringer, fyringer og dårlige velfærd. Alt sammen på grund af en grådig finanssektor."


Kronik i Politiken d. 14. marts 2013


Med titlen, "Skær Danske Bank midt over," lægger Emilie Turunen ud med at skrive, at der foregår et stort gidseldrama i Danmark. Gidseltagerne er Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank.

Hun fremlægger her tre tiltag, der ifølge hende skal bringe danske skatteydere ud af gidselsdramaet:

"1. Progressiv beskatning af det indirekte statstilskud"
"2. Split de systemiske banker op"
"3. Læg loft over bankernes størrelser"

Om forslaget om progressiv beskatning skriver hun følgende:

"For det første må der foretages en udregning af, hvor meget de største danske banker modtager i indirekte statstilskud, og på baggrund af den udregning bør bankerne beskattes progressivt."

I forslaget om at splitte bankerne op, er hun også konkret:

"Vi skal simpelthen skære Danske Bank midt over. Ja, faktisk skal vi have opsplittet alle de største danske banker. Bankkundernes sparepenge skal ikke bruges til risikable investeringer, hvor profitten bliver hos aktionærerne, mens underskuddet dækkes af kunderne."

Kronik i Politiken d. 29. januar 2014

Også tidligere i år har Emilie Turunen ytret sin mening om den danske finanssektor. I kronikken, "Megabanker gambler med vores penge," omtaler hun de syv pengeinstitutter, der er udpeget som systemisk vigtige finansielle institutter i Danmark af Finanstilsynet (SIFI-institutioner), hvor Turunens nye arbejdsplads, Nykredit, er en af dem. Institutioner, der ifølge Turunen er så store, at de er "Too big to fail".

"Sagt med andre ord: SIFI'erne er private virksomheder med offentlig bankerotforsikring – betalt af dig og mig. Dermed modtager megabankerne også et indirekte statstilskud, fordi de har statens pengetank i ryggen," skriver hun.

30-årige Emilie Turunen blev valgt ind til Europaparlamentet for SF i en alder af 25 år i 2009. I 2013 skiftede hun parti til Socialdemokraterne, men i januar i år meddelte hun, at hun ville stoppe i politik. I dag er hun altså blevet udnævnt til chef for public affairs i Nykredit.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Emilie Turunen. Børsen ville gerne have spurgt, hvordan hun i dag ser på sine tidligere udtalelser.


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler