Jyske Bank taber fransk retsopgør mod velhavere
Foto: Scanpix
Finans Af
Jyske Bank har tabt det første slag ved de franske domstole i et sagskompleks, hvor kunder har tabt millioner af euro, fordi banken tvangskonverterede deres boliglån. Det skriver Jyllands-Posten.

 "Der er 30 sager alene ved retten i Grasse, og der er også sager ved retten i Nice. Derudover har mange indgået forlig, men det er svært, for banken er meget genstridig og afvisende. Nærmest uforskammet," siger Nikita Sichov, som er advokat i Cannes i Frankrig.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der tillige en stribe sager i Sydspanien, hvor Jyske Bank, ligesom i Frankrig, før finanskrisen var meget aktiv med at tilbyde finansiering til velhaverkunder med lån i Schweiz, hvor renten var lav.

Mange penge på spil


Advokat Nikita Sichov har vundet den første sag i komplekset for et tysk-fransk par, som optog to lån på i alt 26,7 mio. kr. i schweizerfranc. Under den internationale valutauro i 2011 konverterede banken parrets lån til euro, hvilket fik gælden til at stige til 41,9 mio. kr.

 "Der er mange penge på spil, og bankens taktik med at være afvisende virker, for nogle indgår forlig på dårlige vilkår. Men jeg forstår dem, for retssager trækker ud i Frankrig, advokater er dyre, og banken kræver renter imens," siger Nikita Sichov.

Retten i Grasse fastslår, at det tysk-franske par kun skylder den oprindelige hovedstol før konverteringen på 26,7 mio. kr, og at banken skal betale sagsomkostningerne.

Jyske Banks direktør for private banking i udlandet, Jens Lauritzen, oplyser, at banken har en "række kunder, den er i dialog med", men banken vil ikke oplyse antallet, eller hvor stort et beløb der i alt er på spil. Banken oplyser, at den er i gang med at granske dommen, og at den endnu ikke har besluttet, om sagen skal ankes.

/ritzau/

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Brinkmann: "Vær kun leder for det halve menneske"

Annonce for
Børsen Executive Club