Bankerne skal lægge omkostninger frem
Foto: Colourbox
Finans Af
Konkurrencen mellem de danske pengeinstitutter kan øges til gavn for ikke mindst de mindre virksomheder, hvis bankerne tvinges til at indvie offentligheden i deres omkostninger ved at låne. Metoden kan samtidig gøre den udskældte Cibor-rente overflødig.

Det skriver Berlingske Business på baggrund af et notat fra det tidligere Økonomi- og Erhvervsministerium.

Argumentet er, at hvis bankerne tvinges til at lægge deres cost of funds frit frem, kan kunderne bedst vurdere, om priserne er fair sat. Og det er yderst relevant på et tidspunkt, hvor prisforskellen, når henholdsvis store og mindre virksomheder går i banken efter et lån, er rekordhøj.

Tal fra Nationalbanken viser, at mindre danske virksomheder i snit betaler 6 pct. i rente, mens de største slipper med en rente under 2 pct. Nationalbanken giver netop de mindre virksomheders dårlige forhandlingsposition over for bankerne skylden for prisforskellen.

"Alt andet lige vil en øget gennemsigtighed øge konkurrencen i den finansielle sektor. At bruge cost of funds er et alternativ til bankernes Cibor-rente, som der jo ikke længere er tillid til," siger Lone Saaby, der er erhvervspolitisk chef i Landbrug og Fødevarer.

Dansk Erhverv og Håndværksrådet tager ikke stilling til, hvilken metode de foretrækker, før erhvervsminister Ole Sohn (SF) har fremlagt sin redegørelse af, hvordan Cibor fremadrettet skal undersøges og fastlægges. Det sker senere på måneden.

En række politikere er enige i, at cost of funds kan være et alternativ til Cibor, mens bl.a. Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver på Aalborg Universitet, og Nordea er skeptiske.

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler