Finans  
Danske Bank blev forbigået af rederigruppen A.P. Møller - Mærsk, da der onsdag skulle sælges egne aktier for op mod 9 mia. kr.

Danske Bank har traditionelt haft tætte bånd til Esplanaden, men onsdag var banken fravalgt, hvilket koster Danske Bank et tocifret millionbeløb. Det skriver Berlingske Business.

I stedet for Danske Bank fik børsmæglerne fra Nordea, SEB, franske Calyon og amerikanske Bank of America mulighed for at sælge aktierne. Ifølge Mærsk er fravalget dog helt naturligt, og båndene mellem de to fyrtårne i dansk erhvervsliv er fortsat tætte.

"Vi har valgt at bruge Danske Bank som en finansiel rådgiver vedrørende strategi, timing osv. i forbindelse med aktiesalget, og derfor kan de naturligvis ikke også være med til at sælge aktierne," siger rederiets finanschef Jan Kjærvik til Berlingske Business.

At bruge en finansiel rådgiver er ikke usædvanligt, men det sker ofte i forbindelse med nysalg eller prospektskrivning og andre komplicerede opgaver, ikke ved et salg af egne aktier. Så selv om Danske Bank har fået honorar for sin rådgivning, går banken glip af millionindtægter og den prestige, der er ved at være med i et så markant aktiesalg.

A.P. Møller - Mærsk ejer 20 pct. af Danske Bank.

Nyhedsbureauet Direkt

Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display