JPMorgan gør klar til at flytte ansatte ud af Storbritannien
JPMorgan-chef Jamie Dimon.
Foto: PR-foto
Finans Af
Den amerikanske storbank JPMorgan forbereder sig på at flytte sine medarbejdere ud af Storbritannien. Banken har allerede bedt "flere dusin" af sine medarbejdere om at flytte til EU.

Det skriver The Independent.

JPMorgan, der beskæftiger 16.000 mennesker i Storbritannien, har tidligere advaret om, at flere tusinde arbejdsstillinger kunne blive flyttet fra Storbritannien efter brexit. Banken har ved samme lejlighed udtalt, at den vil hæve sit mandtal i Paris.

En EMEA-ansat i JPMorgan modtog torsdag et memo, der fortæller, at flere ansatte allerede var blevet bedt om at flytte til en række andre EU-lokationer inden den 29. marts 2019, hvor brexit officielt træder i kraft. De andre lokationer, hvor storbanken har banklicens inkluderer, men er ikke begrænset til Dublin, Frankfurt og Luxembourg.

Memoet nævner også, at JPMorgan forventer at overflytte eller tilføje "få hundrede stillinger" til sin arbejdskraft i EU fra USA. Samtidig oplyser banken, at den allerede er i gang med at hyre ansatte i blandt andet Paris, Madrid og Milano.

Banken har sagt, at flytninger kan ske gradvist, hvis der kan opnås enighed om en passende overgangsaftale. Størrelsen af den nye EU-arbejdskraft afhænger derfor helt af, om en sådan aftale kan indgås, fremgår det af memoet.

"Ligesom vi arbejder på at minimere forstyrrelsen for vores kunder, vil vi forsøge at gøre det samme for vores ansatte. Vi vil gerne undgå at påvirke vores ansattes og deres familiers liv med ændringer, der i det lange løb kunne vise sig at være unødvendige eller forhastede, så længe at omfanget af de politiske forhandlinger og lovmæssige ændringer er uklare," skriver JPMorgan i memoet ifølge The Independent.

Topchefen i JPMorgan, Jamie Dimon, kunne allerede tilbage i 2016, inden Storbritanniens EU-medlemskab var afgjort, fortælle, at brexit kunne komme til at koste Storbritannien arbejdspladser.

/ritzau/FINANS


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display