Hilde Jenssen går til Nordea Asset Management
Foto: Steven Achiam
Finans Af
Norske Hilde Jenssen glæder sig til at tage endnu et skridt i karrieren, og det sker, når hun fra 1. juni bliver den nye lead product manager i Fundamental Equities hos Nordea Asset Management.

"Det er et investeringsteam med en god og lang track record i verdensklasse," siger Hilde Jenssen, der har sidste dag som chefporteføljespecialist i Skagen Fondene 1. maj.

"Jeg er meget glad og stolt over, at Hilde bliver en del af Nordea Asset Management. Hun er en tung kapacitet med stor international erfaring. Jeg er sikker på, at hun vil kunne bidrage væsentligt til Fundamental Equities," siger Kasper Elmgreen, chef for Fundamental Equities hos Nordea Asset Management.

Mestrer det faglige og formidlingen

I en pressemeddelelse oplyser Nordea, at med Hilde Jenssen i stillingen som lead product manager, vil den ændre form, så hun får en tættere kontakt til kunderne.

"Hilde har gennem sin karriere vist, at hun både mestrer at være en dygtig porteføljemanager og en dygtig formidler. Unikt for en product manager kender hun derfor maskinrummet, og den brede erfaring vil give hende en god platform til at profilere Nordea Asset Management på," siger Kasper Elmgreen.

Hilde Jenssen har i de sidste godt fem år arbejdet i Skagen Fondene, bl.a. som porteføljemanager for Skagen Kon-Tiki, men inden da havde hun et længere forløb med ansættelse i Credit Suisse og Goldman Sachs i New York, hvor hun også er uddannet – senest med en MBA Finance fra Columbia Business School.

Hilde Jenssen har også undervist på Columbia Business School.

Team med forskellige nationaliteter

I Fundamental Equities vil Hilde Jenssen få selskab af seks forskellige nationaliteter, der taler 11 forskellige sprog, oplyser Nordea.

Teamet er ansvarlig for en lang række af produkter bl.a. Global Climate & Environment, Emerging Stars samt European Smaller Companies.

"Vi har en række unikke produkter, der er styret af aktiv forvaltning i verdensklasse. Hildes rolle bliver at styrke vores kommercielle arbejde og udbrede kendskabet til vores produkter til en endnu større del af verden," siger Kasper Elmgreen.

"Efter 20 år i New York og senest i Norge ser jeg frem til at bidrage til investeringsprocessen og til at orientere kunderne om Nordeas fonde og hjælpe dem med at sætte deres investeringsbeslutninger ind i en bredere kontekst. Jeg synes, at den rolle jeg får, passer perfekt til mine kvalifikationer, og det giver mig energi professionelt," siger Hilde Jenssen, der fremover får arbejdsplads i København.


Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Cxense Display