Jyske Bank: Nordea taber markedsandele på det svenske realkreditmarked
Foto: PR-foto
Finans Af
Nordea taber stadig markedsandele på det svenske realkreditmarked, påpeger Jyske Bank, der ser risiko for, at nedgangen hænger sammen med lav kundetilfredshed.

Det fremgår af en analyse, hvori Jyske Bank gentager anbefalingen "hold" af Nordea med et kursmål 80 kr.

Nordeas realkreditudlån faldt ifølge Jyske Bank med mere end 1,1 mia. svenske kr. netto i november efter et nettofald på 1,0 mia. svenske kr. i oktober. Samlet er Nordeas markedsandel nu på laveste niveau siden mindst 2001.

"Selvom Nordea tidligere har sagt, at tabet af markedsandele er en konsekvens af en noget mere forsigtig tilgang, frygter vi, at de seneste måneders stigende tab af markedsandele kan være forbundet med den meget lave kundetilfredshed i Sverige og beslutningen om at flytte hovedsædet til Finland," skriver analytiker Simon Hagbart Madsen.

For perioden 2017-2021 estimerer han en årlig gennemsnitlig omsætningsvækst i Nordea på 2,6 pct.

Til sammenligning regner Nordea selv med en omsætningsvækst på linje med den nominelle vækst i bruttonationalproduktet i de nordiske lande, hvilket Den Internationale Valutafond, IMF, ifølge Jyske Bank estimerer til omkring 4 pct.

"Vi vurderer, at Nordeas lave vækst i realkreditudlån i Sverige understøtter vores bekymring og skæmmer det markante langsigtede potentiale i bankens strategiske initiativer."

"Vi vurderer, at Nordea-aktien har en fair værdiansættelse på baggrund af den høje eksekveringsrisiko, tab af markedsandele og egenkapitalforrentningen, der halter noget efter bankens nordiske konkurrenter," hedder det i analysen

/ritzau/FINANS

Er du på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Der bliver ild i køb, salg og fusion i 2018

Sponsoreret af
Børsen Konference
Cxense Display