Advarsel fra IMF: Ni globale storbanker er yderst sårbare
Foto: Scanpix
Finans Af ,
Mange af verdens største banker tjener alt  for få penge og udgør dermed en risiko for den finansielle stabilitet i verden, når og hvis en ny økonomisk nedtur igen rammer de store økonomier.

 Den dystre advarsel kommer fra IMF, den Internationale Valuta Fond, der ganske usædvanligt også sætter navn på bankerne. På tornene hænger navneskilte  som Deutsche Bank, Citigroup, Barclays, UniCredit, Societe Generale og Standard Chartered, altså nogle af de største banker i USA og Europa. 

Samtidigt peger IMF i sin årlige Global Financial Stability Report på, at de lave renter i det meste af et årti har betydet en enorm gældsopbygning, der som helhed gør verden mere sårbar og kan føre til en ny recession.

IMF, der torsdag indleder sine årsmøder i Washington, har ellers netop skruet op for de globale vækstudsigter, og forudser både i år og i 2018 et synkront opsving i det meste af verden.
Men under roserne er flere torne ved at vokse sig ganske store.

Sammen med bl.a. Sumitomo Mitsui Financial Group og Mitsubishi UFJ Financial Group fra Japan udgør førnævnte en gruppe på ni systemisk vigtige banker, der "kæmper med at opnå en holdbar indtjening" advarer IMFs økonomer.

Skaber risici

 I Washington siger Tobias Adrian, direktør i IMF, til journalister, at finansielle "institutioner, der ikke kan skabe  tilstrækkeligt overskud kan være ude af stand til at generere tilstrækkelig kapital i fremtiden, hvis nye chok rammer. Det kan være en risici for den finansielle stabilitet ikke at være tilstrækkelig  overskudsgivende".

Overfor wsj.com afviser samtlige ni banker at kommentere den usædvanlige kritik fra IMF. Selv henviser IMF til, at konsensus i markedet er, at ingen af de ni banker skaber en overskudsgrad på de 8 pct., som IMF betragter som et minimum, hvis en bank både konstant skal være overskudsgivende og kan opbygge en tilstrækkelig egenkapital til at modstå nye kriser.

"Problemer  i bare én af disse banker kan skabe systemisk stress", anfører IMF.

Stort gældsbjerg

Den anden bekymring i Washington er et gældsbjerg på 135 billioner dollar, opbygget i de seneste år  af virksomheder og forbrugere i G20-landene, de største lande i blandt både modne og nye økonomier.

 "Vandene ser rolige ud, men under overfladen opbygges der sårbarheder, der kan afspore det globale opsving, hvis man ikke gør noget ved det", siger IMFs Tobias Adrian i Washington.

Det, han ser under overfladen er, at både virksomheder og forbrugere i G20-landene i stigende grad har svært ved at servicere den enorme gæld.på 135 billioner dollar, der svarer til ca. 235 pct. af det samlede bnp. i G20-landene.

Ifølge IMF tegner USA og Kina sig for hver en tredjedel af stigningen på 80 billlioner dollar siden 2006.

IMF advarer om en "større og bred krise" hvor aktiekurserne falder med 15 pct. og boligpriserne med 9 pct., hvilket vil barbere 1,7 pct. af det globale bnp.


Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler