Totalkredit rammer milliardoverskud - bidragsindtægter skæpper godt i kassen
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Finans Af
Nykredits datterselskab Totalkredit er kommet rigtig pænt ud af årets første halvår, hvor bundlinjen løber op i over 1 mia. kr., hvilket er 188 mio. kr. bedre end i samme periode sidste år.

Indtægterne af kerneforretningen stiger til knap 1,7 mia. kr. fra knap 1,4 mia. kr.

 "Basisindtægter af forretningsdrift viste en stigning, der var sammensat af øgede bidragsindtægter, mens øvrige indtægter lå lavere end i den tilsvarende periode i 2016," lyder det i regnskabet.

Sidste år annoncerede moderkoncernen, Nykredit, at man ville arbejde mod en børsnotering og samtidig skrue priserne på boliglån i vejret for kunderne i Totalkredit, der er et samarbejde mellem 60 banker som Sydbank og Spar Nord. 

Bidragsindtægterne er steget med 549 mio. kr. og løber nu op i knap 2,9 mia. kr.

"Hvilket skal ses i lyset af bidragsjusteringen pr. 1. juli 2016 og en stigende udlånsbestand. Provision til låneformidling steg med 278 mio. kr., mens øvrige basisindtægter steg med 66 mio. kr.," fremgår det i regnskabet.

Bidragshoppet giver en merindtægt på 280 mio. kr. til koncernen, hvilket svarer til 6 pct. af resultatfremgangen. 

Ny platform hæver omkostninger

Driftsomkostningerne stiger en anelse til 346 mio. kr. fra 323 mio. kr., mens også nedskrivningerne vokser til 58 mio. kr. fra 44 mio. kr. i første halvår sidste år.

Det er især udviklingen af Ny Realkreditplatform, der påvirker omkostningsposten. Ny Realkreditplatform er et projekt blandt Totalkredit-bankerne, der skal udvikle en fælles it-platform.

 Det samlede resultat af kerneforretningen lander dermed på knap 1,3 mia. kr. mod knap 1,1 mia. kr. i samme periode sidste år.

Milepæl på udlån

Realkreditudlånet er steget til knap 616,5 mia. kr. mod 590,2 mia. kr. i samme periode sidste år.

"Aktivitetsniveauet lå i første halvår 2017 lidt over forventningen, og i april 2017 rundede udlån til nominel værdi en historisk milepæl på 600 mia. kr. og udgjorde 606 mia. kr. pr. 30. juni 2017," skriver Totalkredit i regnskabet.

Samtidig skruer Totalkredit op for forventningerne til hele året. For 2017 forventer Totalkredit nu, at indtægter af kerneforretningen vil være på niveau med 2016, hvor de var på 3,2 mia. kr. Hidtil var forventningen, at de ville lande lavere.

Forventningerne til resultatet af kerneforretningen fastholdes. 
Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler