Analytikere: Regner med at Nordea-domicilet bliver i Sverige
Foto: PR-foto
Finans Af
Gennem et stykke tid har der været rygter om, at Nordea vil flytte sit svenske hovedkvarter til enten Danmark eller Finland. Men hos kollegerne Jyske Bank og Sydbank er der en forventning om, at storbanken bliver i Sverige.

Årsagen til, at Nordea i første omgang skulle flytte det nuværende domicil, skal findes i, at den svenske regering har indført en høj bankafgift i hjemlandet. Den er Nordea ikke synderligt interesseret i, og derfor skal banken have kigget sig om efter andre steder til sit hovedkontor.

Men ifølge senioraktieanalytiker Thomas Eskildsen fra Jyske Bank er flytningen af hovedkvarteret blevet mindre sandsynlig, efter at den svenske regering for nylig er kommet med nye udmeldinger om muligt medlemskab af EU's bankunion.

- Vi venter, at Nordea vil annoncere Sverige som sit fremtidige domicilland, skriver analytikeren fra Jyske Bank i en analyse.

Annonceringen kan indtræffe torsdag 20. juli, hvor Nordea fremlægger halvårsregnskab for 2017.

Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, regner med, at Nordea i forbindelse med regnskabet vil komme med en endegyldig beslutning om den geografiske placering af hovedkvarteret, og at banken vælger at blive i Sverige.

- Det skyldes begrænset/manglende kapitalfrigørelse ved flytning, usikkerhed om den aktivitetsafhængige bankskat, som ligger over den kendte hovedkvartersafhængige afviklingsskat, risici ved stor geografisk koncentreret bankdrift i Danmark, manglende viden om fremtidige skatter/regulering i de pågældende lande samt nylig svensk interesse i EU's bankunion, skriver Mikkel Emil Jensen i en analyse.

- Vi ser risiko for en negativ kursreaktion, såfremt Nordea vælger at blive i Sverige, eftersom markedet, ifølge vores estimater, endnu ikke har indregnet de nye svenske skatter, tilføjer Sydbanks aktieanalytiker.

Sydbank har i øjeblikket en "hold"-anbefaling til Nordea-aktien, mens Jyske Bank anbefaler "reducer".

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler