Sydbank: Resultater fra naboer lover godt for danske bankaktier
DNB-topchef Rune Bjerke.
Foto: PR-foto
Finans Af
Resultaterne for andet kvartal er så småt begyndt at tikke ind for bankerne i udlandet, og foreløbigt er der lovende udsigter for næste uges regnskaber fra Danske Bank og Nordea.

Sådan lyder vurderingen hos aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, efter at fredagen har budt på regnskaber fra først svenske SEB og dernæst den amerikanske trio JPMorgan, Citigroup og Wells Fargo.

De tre sidstnævnte er dog svære at finde mange indikationer i, da de ligger så langt fra de børsnoterede banker, der er på det danske marked, mener Sydbanks analytiker.

- Det ville være meget spekulativt, fordi den del af forretningen, som de amerikanske har, selvsagt ikke er noget, som man har i Danmark. Hvis tingene går bedre eller værre derovre, så er det ikke nødvendigvis udtryk for, at det samme gør sig gældende herhjemme. Der vil det være meget bedre at bruge DNB's og SEB's regnskaber fra den her uge, siger Mikkel Emil Jensen.

Norske DNB, der kom med regnskab i onsdags, overraskede positivt på både top- og bundlinje i andet kvartal.

Banken havde i perioden nettorenteindtægter på 9031 mio. norske kr., hvor analytikerne ifølge TDN Finans havde sat næsen op efter 8714 mio. norske kr.

Også nedskrivningerne på udlån og garantier lå til den positive side, ligesom indtjeningen altså gjorde med et overskud før skat på 6819 mio. norske kr. mod et estimat på 6013 mio. norske kr. ifølge SME Direkt.

Vendes blikket mod svenske SEB har der på samme vis været positive overraskelser over det meste af linjen - blandt andet med et nettooverskud, der lød på 4,53 mia. svenske kr. mod analytikernes estimat på 4,14 mia. svenske kr. ifølge Bloomberg News.

- Det interessante ved SEB er, at de har oplevet stigende kundeaktivitet i samtlige sektorer. Det er jo positivt og måske også et udtryk for, at det ikke kun er udlånssiden, som begynder at gå bedre, men at der også generelt er lyst til køb af andre produkter i hele bankporteføljen, påpeger Mikkel Emil Jensen.

Han nævner, at mens Nordea som en skandinavisk bank med fordel kan kigge branchekollegerne over skuldrene, så er det anderledes for Danske Bank, der har langt størstedelen af sin forretning placeret i Danmark.

- Det er ikke nødvendigvis sikkert, at der også er større aktivitet blandt danskerne. Men som regel plejer kundeaktiviteten i de enkelte markeder at følge hinanden lidt, så det er i hvert fald ikke et dårligt signal, at SEB og DNB er kommet flot ud af andet kvartal, understreger Mikkel Emil Jensen.

Danske Bank og Nordea, der sent fredag eftermiddag henholdsvis falder 0,1 pct. til 257 kr. og stiger 0,7 pct. til 87,90 kr., præsenterer begge regnskab for andet kvartal torsdag i næste uge.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler