Medie: Nordea forlader Sverige
Nordea har bestemt sig for at flytte hovedkontoret fra Sverige.

Det skriver den svenske avis Svenska Dagbladet og citerer "velunderrettede kilder".

Beslutningen træffes formelt på et bestyrelsesmøde 30. maj, skriver avisen, der dog ikke ved, om flytningen bliver til København eller Helsinki.

Grunden til at Nordea overvejer at flytte hovedsædet er, at den svenske regering barsler med en ny afgift på finanssektoren, der skal polstre statskassen til fremtidige bankkriser.

Men Nordea har været en højlydt modstander af planerne og har derfor truet med at flytte hovedkvarteret ud af Sverige.

Vil ikke bekræfte
 
Nordeas chef for investorrelationer, Rodney Alfvén, vil hverken be- eller afkræfte beslutningen over for SvD.

"Bestyrelsen har ikke taget nogen officiel beslutning."

"Jeg kan umuligt kommentere på fremtidige beslutninger fra bestyrelsen," siger han til den svenske avis. 

I forbindelse med kvartalsregnskabet i slutningen af april udtalte Nordeas topchef, Casper von Koskull, sig om flytteplanerne i et interview med Børsen. 

"Da den regulatoriske situation i Sverige ikke giver lige vilkår eller et forudsigeligt miljø, vil vi også se på muligheder for at flytte til Danmark eller Finland," sagde han. 

Petter Brunberg, pressechef i Nordea, afviser også fredag over for det svenske nyhedsbureau TT, at banken har besluttet sig for at flytte.

"Vi har ikke truffet den beslutning," siger han.

Bank tror på flytning

Den schweiziske investeringsbank Credit Suisse er dog overbevist om, at Nordea kommer til at flytte.

Det har analytiker Jan Wolter tidligere sagt: 

"Vi forventer, at Nordea ændrer sit juridiske hovedsæde til Danmark eller Finland," skrev han i en opdatering i april. 

Sveriges socialdemokratiske finansminister, Magdalena Andersson, har til TT sagt, at hun ikke vil kommentere historien, så længe Nordea ikke selv har offentliggjort beslutningen.

Minister klar til Nordea-snak 

Den danske erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), har haft snakke med Nordea om en mulig flytning til Danmark.

Vælger banken at rykke sydpå, skal de ifølge ministeren ikke frygte tilsvarende regler.

"Vi ønsker at reducere skatter og afgifter og vil ikke introducere flere regler. Vores svar vil altid være færre regler," sagde Brian Mikkelsen ifølge Ritzau Finans til Bloomberg News i sidste uge.

Bankens hovedsæde ligger lige nu i den svenske hovedstad, Stockholm.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler