Danske Bank og Nordea erkender sjusk om hvidvask
Foto: Scanpix
Finans Af
Danske Bank kunne ikke stoppe kriminelles hvidvask af sorte penge.

Det siger Danske Banks chefjurist, Flemming Stig Pristed, ved en høring på Christiansborg om hvidvask. Det er Folketingets skatte- og erhvervsudvalg, der står bag høringen.

"Vi har ikke været dygtige nok til at forhindre hvidvask. Vi var langt fra dygtige nok til, at vor filial i Estland blev misbrugt - formentlig til hvidvask - frem til 2014," siger Flemming Stig Pristed.

Høringen hænger sammen med en ny lov om hvidvask.

"Alle bortset fra kriminelle bagmænd har en interesse i, at vi gør det så svært som muligt at vaske sorte penge hvide," siger Flemming Stig Pristed.

Danske Bank har indsat godt 550 ansatte mod hvidvask. Det er fem gange flere end for fem år siden. Banken indberettede sidste år 5400 forhold til myndighederne. I Estland har filialen fået en ny ledelse, påpeger han.

Banken får årligt 120.000 it-advarsler, som kan være hvidvask, forklarer Flemming Stig Pristed.

Den ny lov om hvidvask træder i kraft 27. juni i år. Da skal virksomheder tjekke deres kunder grundigt. De skal bevare oplysninger i fem år, og de skal granske alle komplekse transaktioner.

Har virksomheden flere end seks ansatte, skal de hjælpe whistleblowers. De ansatte skal kunne melde mistænkelige forhold til en uafhængig instans. Den skal være udenfor den daglige ledelse.

Nordea beklager ligesom Danske Bank fortidens synder, siger Julie Galbo, Nordeas risikochef.

"På Nordeas vegne vil jeg sige, at vi er kede af det. Vi beklager. Vi undskylder. Vi har ikke været dygtige nok til at forebygge hvidvask og terrorfinansiering. Det har vi gjort noget ved," siger Julie Galbo.

Weekendens globale it-afpresning viser, at kriminelle misbruger den virtuelle møntfod bitcoin til at kræve penge fra institutioner og stater, forklarer hun.

/ritzau/

Børsen anbefaler