Bramfri O'Leary til ATP efter aktiesalg: I er idioter
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Finans Af
Danmarks største pensionselskab ATP er sammen med PKA, PFA, Industriens Pension, Pension Danmark og Sampension "idioter".

Den bramfri betegnelse kommer fra Michael O ' Leary, topchef uden mange verbale filtre i Ryanair.

Årsagen er, at striben af danske pensionselskaber sammen med bl.a. svenske Folksam har solgt deres beholdninger af aktier i Ryanair på grund af selskabets højt profilerede konflikter med de ansatte og retssager om organiseringen af personalet.

"Hvis en idiotisk rådgiver for store investorer siger, at de ikke skal investere i Ryanair, så er vi ærlig talt helt ligeglade. Vi er ikke en følsom virksomhed. Det er deres tab, ikke vores siger Michael O'Leary til FTfm, et tillæg om formueforvaltning til Financial Times.

Solgt aktier for 300 mio. euro

PKA forklarer sammesteds, at "Ryanair i flere år har haft mange kontroverser om arbejdstagerrettigheder, senest i Danmark, men også i Frankrig. Vi forventer, at de virksomheder, som PKA investerer i, overholder vores guidelines for ansvarlige investeringer, herunder arbejdstagerrettigheder".

Syv pensionselskaber har tilsammen solgt aktier for 300 mio. euro i Ryanair efter råd fra bl.a. Hermes EOS, der henviser til flyselskabets opgør med fagforeningerne.

Michael O'Leary svarer, at "vi bruger ikke megen tid på pensionselskaber, der har ekskluderet os. De har fået forkerte informationer. Vi har ingen problemer med de ansatte, men et fremragende forhold og ingen strejker eller strejketrusler. Og vores aktier er steget 10 pct. i år".

I 2015 blev Ryanair i Danmark dømt til at indgå en kollektiv overenskomst, hvorefter selskabet flyttede sin base til Kaunas i Litauen for at undgå en dansk blokade. Dommen er appelleret til EU-Domstolen..

Børsen anbefaler