Saxo Bank skal betale 150.000 pund til kunde i britisk schweizerfranc-strid
Foto: PR-foto
Finans Af
Mere end to år er gået siden schweizerfrancen løsrev sig fra euroen, der førte til et tab for Saxo Bank på ca. 700 mio. kr.

Nu skal Saxo Bank - eller Saxo Capital Markets UK Limited - betale 150.000 britiske pund, svarende til ca. 1,3 mio. kr., tilbage til en kunde, ifølge en afgørelse fra den britiske ombudsmand for finansielle services (FOS). Det skriver det finansielle medie Finance Magnates.

Kunden mener angiveligt, at Saxo Bank handlede uretmæssigt, hvilket førte til et stort underskud på hans konto. Ifølge mediet mener kunden, at Saxo Bank uretmæssigt har trukket midler fra hans konto efter prisrevideringerne, hvilket ikke afspejlede markedskurserne.

"Vi noterer os FOS's beslutning og vil selvfølgelig følge afgørelsen. Saxo Capital Markets UK har bedt om yderligere forklaring og vejledning fra FOS om detaljerne i deres afgørelse og hvordan det påvirker andre sager og kunder. Det er vigtigt at understrege, at afgørelsen udelukkende kan gælde kunder i Saxo Capital Markets UK og ikke andre afdelinger i Saxo-koncernen," siger Steen Blaafalk, finansdirektør i Saxo Bank til Finance Magnates.

Han slår samtidig fast, at afgørelsen ikke vil have nogen indflydelse på Saxo Banks finansielle resultater og at andre afgørelser fra andre domstole og myndigheder har været positive.

Da den schweiziske nationalbank d. 15 januar 2015 opgav sit løfte om at holde francen nede med et gulv under euroen på 1,20 schweizerfranc, gik investorer over hele verden i panik.

Valutabomben udløste et automatisk salg af schweizerfranc-positioner for flere Saxo Bank-kunder. Men fordi likviditeten i markedet var tæt på nul var det vanskeligt for banken at gennemføre handlerne og derfor endte et større antal Saxo Bank-kunder med så store tab, at de ikke kunne betale, hvad de skyldte.

Saxo Bank tabte ca. 700 mio. kr. på schweizerfranc-eksplosionen.

I december 2016 blev banken frifundet i Sø- og Handelsretten i en sag mod ca. 40 tidligere og nuværende kunder.
Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Børsen anbefaler



Hver tredje møder syg på arbejde

Sponsoreret af
Danica Pension