Anders Dam vil kaste DLR Kredit ind i kampen om boligejerne
Foto: Henning Bagger/ Scanpix
Finans Af
Der bør skrues endnu mere op for konkurrencen om de danske boligejere ved at kaste realkreditselskabet DLR Kredit ind på markedet for boligudlån til private.

Det mener topchef Anders Dam fra Jyske Bank, som med en aktiepost på ca. 15 pct. er en af de største aktionærer i DLR Kredit, der i dag er specialiseret i erhvervsudlån.

Det skriver Finans.

"Jeg mener, at DLR Kredits virkefelt bør udvides til at omfatte private boliger. Det vil kun kræve nogle få mia. kr. i kapital at nå op på de første 100 mia. kr. i udlån, som jeg mener, at man relativt hurtigt kan nå," siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.

DLR og bankerne bag realkreditselskabet skal ifølge ham kopiere Jyske Banks model ved at tilbyde bankboliglån til privatkunder, som DLR skal finansiere ved at sælge obligationer.

I givet fald vil det blive en direkte konkurrent til Nykredit, som bankerne bag DLR i forvejen samarbejder med. Det samarbejde indebærer, at de ikke må formidle andres realkreditlån, men de må gerne sælge realkreditlignende bankboliglån fra DLR.

Anders Dam skønner, at bankerne bag DLR kan tjene ca. 350 mio. kr. mere pr. år., når man er oppe på 100 mia. kr. i udlån, ved at benytte DLR Kredit frem for Totalkredit. Samtidig vil det ifølge en ekspert intensivere konkurrencen til glæde for boligejerne.

"Det er en god idé, for så får vi konkurrence ind på det marked, og det vil betyde, at selskaberne kommer til at udfordre hinanden på produktudviklingen og begynder at kæmpe om at komme først med nye produkter," siger Lars Krull, seniorforsker på Aalborg Universitet til Finans.

/ritzau/FINANS

Anbefalet