Morten Hübbe: Stærk præmieudvikling i den danske privatforretning
Trygs topchef Morten Hübbe fremlægger regnskab for første kvartal i dag.
Foto: PR-foto
Finans Af
Forsikringsselskabet Tryg startede året med en samlet vækst i bruttopræmieindtægterne på 1,6 pct., målt i lokal valuta, i første kvartal. Udviklingen er særligt drevet af den danske privatforretning.

"Vi er rigtigt glade for, at vi har en god fremgang på vores toplinje i det her kvartal, særligt trukket af Privat Danmark, hvor vi faktisk har den højeste vækst i fem år," siger Trygs koncerndirektør, Morten Hübbe, til Ritzau Finans.

 Væksten i selskabets danske privatforretning lå i første kvartal på 2,8 pct., hvilket står i skærende kontrast til selskabets præmieudvikling i Norge, hvor de til sammenligning faldt 2,2 pct. efter en reduktion af porteføljen gennem 2016.

Loyale kunder og mere salg

Baggrunden for fremgangen i Privat Danmark er ifølge forsikringsdirektøren en god kombination af stigende salg til den enkelte kunde og en god kundeloyalitet.

"Vi kan se, at især antallet af produkter per kunde er steget. Vi er blandt andet kommet med nye tryghedspakker til vores kunder, nye børneforsikringer, cyberforsikringer og en række andre nye løsninger, så i Privat ser vi, at det gennemsnitlige antal produkter i vores salg er steget med 11 pct. alene her i første kvartal."

"Vi ser også i privatforretningen, at kundetilfredsheden stiger. Så det er en blanding af lidt højere salg, flere produkter og god kundeloyalitet, som trækker det samlet set," siger Morten Hübbe.

 Derudover er der i præmieudviklingen også en effekt af justeringer i priserne, hvilket i store træk, ifølge Tryg-chefen, er en justering i overensstemmelse med inflationsudviklingen.

"Det er som sådan en inflationsjustering, som vi forsøger at tage løbende hvert år, så der ligger egentlig ikke nogen store ekstraeffekter der," siger han.

Mere gang i økonomien

Tryg nyder i Danmark også godt af, at der er kommet lidt mere gang økonomien, hvilket står i kontrast til Norge, som fortsat er tynget noget af de relativt lave oliepriser.

"Jeg synes, vi kan se den forskel på Danmark og Norge, at dansk økonomi har det en lille smule bedre, aktivitetsniveauet og optimismen er lidt højere, og vi bruger lidt flere penge. Det er omvendt i Norge, hvor det går en lille smule den anden vej," siger Morten Hübbe.

For et par år siden var det den omvendte situation, hvor selskabet kæmpede lidt med det danske marked, mens det gik godt på det norske marked.

"Lige nu synes jeg, at der er lidt mere medvind på det danske marked. Men i en række af de regnskaber, vi har set fra de danske danske forsikringsselskaber de seneste kvartaler, har vi jo set, at markedet har været lidt krympende i størrelse, så det, at vi har en positiv vækst i et marked, der krymper lidt, er vi rigtigt glade for," siger Morten Hübbe.

 Udviklingen i Norge er påvirket af et afdæmpet aktivitetsniveau, særligt blandt virksomheder eksponeret mod olieindustrien.

"Det er jo det her med, at oliepriserne er faldet, hvilket medfører, at en række virksomheder har mindre at lave end før. Det gør, at gassen går lidt af ballonen, og at efterspørgslen på markedet bliver lidt mindre. Det kæmper alle en lille smule med i Norge - også os," siger Morten Hübbe.

Samlet for hele koncernen har Tryg en forventning om en præmievækst på 0-2 pct. i lokal valuta, og med 1,6 pct. i første kvartal har selskabet fået en god start i forhold til at nå den målsætning.

/ritzau/FINANS

Anbefalet