Tysk storbank accepterer milliardbøde for hvidvask
Foto: Scanpix
Finans Af
Deutsche Bank har accepteret at betale en milliardbøde til de amerikanske finansmyndigheder, skriver Reuters.

Banken har modtaget bøden, efter den har hjulpet russere med at føre mere end 10 mia. dollar ud af Rusland og ind på konti i andre lande. Det er sket i perioden mellem 2011 og 2015.

Bøden på 425 mio. dollar, svarende til knap tre milliarder danske kroner, bliver givet, fordi banken ikke har haft styr på og overholdt bankens egne hvidvaskningsregler.

Derudover har de britiske finansmyndigheder tænkt sig at følge trop med en bøde på 1,4 mia. kr. til Deutsche Bank, siger en kilde tæt på sagen til Reuters.

Sagen tager udgangspunkt i en række russiske forretningsmænd, der har købt aktier for store millionbeløb fra deres russiske konti. Selvsamme forretningsmænd har via selskaber i udlandet, der senere har vist sig at være deres egne, opkøbt aktierne.

Typisk har forretningsfolkene købt aktier for 20 mio. kr. ad gangen. Kort efter har de solgt aktierne igen til deres egne firmaer, der typisk har hjemme i skattely, skriver flere medier.

På den måde er penge blevet ført ud af Rusland, uden at myndighederne har kunnet se, hvor de er blevet ført hen. Deutsche Bank har fungeret som mellemled og har samtidig tjent penge på køb og salg af aktierne.

Deutsche Bank skriver i en udtalelse, at bøden allerede er indregnet i selskabets regnskab. Offentliggørelsen af bøden kommer kun få dage før, Deutsche Bank offentliggør sit årsregnskab.

/ritzau/Reuters

Anbefalet