Direktør for krakket bank får nyt chefjob i sparekasse
Torben Sørensen til orienteringsmøde med landbrugskunder efter Fjordbank Mors' krak. Nu er han erhvervskundechef i stor sparekasse
Foto: Scanpix
Finans Af
Når en bankdirektør har måttet kaste håndklædet i ringen og erklære sit pengeinstitut konkurs, er det som regel også ensbetydende med, at direktørens karriere i finanssektoren er slut.

Men nu har Torben Sørensen, der i sommeren 2011 var direktør i Fjordbank Mors, da den gik konkurs, fået en ny chefstilling. Han er blevet ansat som erhvervskundechef i Den Jyske Sparekasse.

Det skriver Morsø Folkeblad.

"Det synes jeg roligt, man kan kalde en blåstempling af Torben Sørensen," siger Claus E. Petersen, adm. direktør i Den Jyske Sparekasse og formand for foreningen Lokale Pengeinstitutter, til Morsø Folkeblad.

I første omgang overtog det statslige selskab Finansiel Stabilitet Fjordbank Mors, og til stor undren for kunderne i det nu krakkede Fjordbank Mors, ansatte Finansiel Stabilitet Torben Sørensen i datterselskabet Fjordbank Mors af 2011 A/S – resterne af Fjordbank Mors.

Claus E. Petersen er da heller ikke bange for at ansætte en mand, der tidligere har drevet en bank i døden.

"Det er lidt et særsyn, at direktører for krakkede pengeinstitutter får nyt job inden for den finansielle sektor. Men jeg og vi anser Torben Sørensen for at være en fagligt rigtig dygtig fyr, som er meget respekteret i den finansielle sektor. Og hvis vi var det mindste i tvivl om, at han havde en andel i den ulykke, der overgik Fjordbank Mors, så var han aldrig blevet ansat af Finansiel Stabilitet og bedt om at være med til afvikle det, der nu blev resterne af Fjordbank Mors," siger Claus E. Petersen til Morsø Folkeblad.

Følg Børsen



 
Læs mere på finans.borsen.dk

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.