Banker frifinder sig selv for Cibor-snyd
Foto: Scanpix
Finans Af
Opdateret kl. 11.34 - Finansrådet har netop offentliggjort sin længe ventede rapport om Cibor-renten, og den konkluderer, at bankerne ikke har sat Cibor-renten kunstigt højt i den undersøgte periode fra 2007 og godt fem år frem.

Undersøgelsen er udarbejdet, fordi der i løbet af sommeren er blevet stillet spørgsmålstegn ved rentens korrekthed, efter det er kommet frem, at den danske Cibor-rente har ligget betydeligt over den europæiske pendant, ligesom der er blevet stillet spørgsmålstegn ved kontrollen med, om renten indberettes fair.

"Det er Finansrådets vurdering, at Cibor-satserne i den analyserede periode fra 2007 til medio 2012 ligger inden for rammerne af, hvad der kan forventes i en periode, der har været karakteriseret ved meget volatile markedsforhold," siger Jørgen Horwitz, der er direktør i Finansrådet.

Selv om satserne ifølge Finansrådet altså er stillet rigtigt, så anerkender bankernes brancheorganisation, at der på forskellige områder trænger til at blive strammet op og præciseret, når det gælder reglerne på området. Tillid til renten er afgørende, og derfor skal der handles.

Kontrollen skal skærpes

Derfor erklærer Finansrådet sig som tilhænger af erhvervs- og vækstminister Ole Sohns beslutning om at indføre et offentligt tilsyn med rentestillelsen.

Cibor-renten er en rentesats, der udtrykker, hvad landets mest sikrede banker ville låne hinanden usikrede penge for. Syv storbanker er i dag stillere, efter at Barclays trak sig ud i sidste uge.

Renten bruges som referencerente på en lang række lån, men siden Nationalbanken for et år siden trak sig ud af samarbejdet omkring renten har der været spekuleret i måden, fastsættelsen af renten sker på.

Cibor har i en lang periode ligget højere end Euribor, der europæiske interbankrente, hvilket ifølge Finansrådet skyldes bl.a. følgende forhold:

1. Danmarks selvstændige pengepolitik og forskelle i vurderingen af likviditets- og kreditrisici i Danmark sammenlignet med euroområdet.
 
2. Usikkerhed i banksektoren på grund af flere banksammenbrud i Danmark, som førte til højere kredit- og likviditetspræmier.

Se Finansrådets redegørelse her



Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler