Overraskende stærkt første halvår fra Barclays

Overraskende stærkt første halvår fra Barclays
Foto: Scanpix
Finans Af Gerd Buchhave
27. jul. 2012
Opdateret kl. 08.54 - Sommeren 2012 blev dér, hvor alle lærte storbanken Barclays at kende, men desværre for den britiske bank var det ikke for det gode. Libor-skandale eller ej; Barclays' resultat for første halvår 2012 er stærkere end ventet.

Overskuddet før skat renset for ekstraordinære udgifter steg 13 pct. til 4,2 mia. pund og overgik dermed klart forhåndsforventningen med 300 mio. pund.

Både på investerings- og den traditionelle bankdel overraskede Barclays positivt. Og det overraskende stærke resultat dækker over, at banken har sat 450 mio. pund ekstra til side for at kompensere kunder, som blev fejlrådgivet om lånebeviser.

Nye søgsmål koster kassen

Barclays modtog i sidste måned en rekordstor bøde på 290 mio. pund for at have indrømmet manipulation med interbankrenten Libor. Den sag satte gang i en hel lavine både internt i banken og i den internationale bankverden som sådan, heriblandt Danmark.

I Barclays har sagen foreløbig kostet tre topchefer jobbet, heriblandt øverste chef Bob Diamond. Adskillige andre af Europas og USA's største banker er under mistanke for tilsvarende snyd, ligesom den danske pendant, Cibor, nu undersøges på kryds for tværs for mistænkelig opførsel.

Men indtil videre er det Barclays, der har taget de klart største tæsk på skandalen, som kan koste storbanken yderligere 626 mio. pund i omkostninger ved civile søgsmål. Det skriver Bloomberg.

Formanden går snart

"Vi er kede af det, der er sket gennem den senere tid. Men vores ledelse fortsætter med at koncentrere sig om at leve op til vores finansielle målsætninger," lød det fra formand Marcus Agius.

Han var selv den første til at forlade banken, da skandalen kom frem, men vendte tilbage for at lede banken gennem krise, da både topchefen og driftschefen efterfølgende sagde op, og banken dermed stod uden øverste ledelse.

Banken arbejder nu på at finde en nye CEO.

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.