Fjordbank Mors-ledelsen frikendt

Finans Af Ritzau
13. jul. 2012
En advokatundersøgelse af forholdene omkring sammenbruddet af Fjordbank Mors og placering af ansvaret for krakket frikender ledelsen i såvel Morsø Sparekasse som Morsø Bank og Fjordbank Mors.

Det fremgår af undersøgelsen, som er offentliggjort af Finansiel Stabilitet fredag.

Undersøgelsen blev gennemført for at vurdere, om der var begrundet mistanke om, at den tidligere ledelse, revision og nærtstående medarbejdere i henholdsvis Morsø Bank, Morsø Sparekasse og Fjordbank Mors har begået ansvarspådragende eller strafbare handlinger i udøvelsen af deres hverv.

Advokat Carsten Fode - som har stået for undersøgelse - konkluderer, at ledelserne i Morsø Sparekasse, Morsø Bank og Fjordbank Mors ikke har pådraget sig erstatningsansvar tabene samt at der ikke er grundlag for pålægge erstatningsansvar overfor hverken interne eller eksterne revisorer i de daværende institutter.

I stedet fastslår redegørelsen, at det var udlånet til fast ejendom, specielt udenfor Mors, og landbruget omkring Mors fra såvel Morsø Bank og Morsø Sparekasse foruden de bevilligede investeringskreditter i 2008 hos Morsø Sparekasse, der udgjorde de væsentligste årsager til det økonomiske sammenbrud i Fjordbank Mors.

Specielt påpeges det at en medvirkende årsag var Morsø Banks overtagelse af Sparekassen Spar Mors' udlånsportefølje som betegnes som "af særdeles ringe kreditbonitet".

Carsten Fode vurderer dog, at den eksterne revision i den tidligere Morsø Sparekasse ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til Revisionsbekendtgørelsen.

Det anbefales samtidig, at de statsautoriserede revisorer Jens Peter Egebjerg Hansen og Ole Østergaard, BDO Scanrevision, indbringes for Revisornævnet. Bestyrelsen den krakkede bank - Fjordbank Mors af 2011 - har besluttet at følge anbefalingen, lyder det.

/ritzau/FINANS

Læs mere på finans.borsen.dk
DELTAG I DEBATTEN
Felter markeret med * skal udfyldes Retningslinier for debat

NYHEDSBREV FRA BØRSEN FINANS

Børsen Finans udsender to daglige nyhedsbreve morgen og eftermiddag.
Tilmeld dig her.